Forsamlingsbygningen er et levende hus med café, værksteder, mødelokaler og stor sal - det bruges af cirka 70 forskellige frivillige grupper og foreninger

HJØRRING: Midt i gågaden i Hjørring ligger Forsamlingsbygningen. Her kommer de første frivillige og ansatte tidlig morgen og ofte går de sidste sen aften. Det er et levende hus med café, værksteder, mødelokaler og stor sal. Som bruges af cirka 70 forskellige frivillige grupper og foreninger. Samt borgere, som kommer for at deltage i husets aktiviteter, spise i caféen eller besøge Venligboerne, RAV, Stop Madspild og Frivilligcenter Hjørring, som alle lejer lokaler i Forsamlingsbygningen. Her kommer og går mange forskellige mennesker, som har det til fælles, at de gerne gør en indsats for det gode fællesskab. Mange er frivillige, få er ansatte. Alle er med til at få huset til at fungere og være et dejligt socialt samlingspunkt.

- Jeg begyndte at komme i Forsamlingsbygningen, da ”Fredagsballet” blev flyttet hertil fra Sysseltinget. Nogle år senere blev jeg alene, og var rigtig glad for også at kunne deltage i andre aktiviteter. Jeg kom hurtigt med i Optimisterne, som er én af de mange frivillige sociale foreninger, der bruger huset. De fleste af vores arrangementer er her i huset. Som i dag, hvor der kommer 120 gæster til nytårsfest med musik og god servering, fortæller Kirsten Christiansen, bestyrelsesformand i Optimisterne og nu også frivillig i café og køkken.

Og her falder Kathrine Olesen ind i samtalen. Hun er frivillig i Caféens køkken og har lige lagt glasur på de mange lagkager, som deltagerne i Nytårsfesten senere skal nyde.

- Jeg har efterhånden været frivillig i køkkenet i fire år, og er noget nær supermester i lagkager. Jeg lærer også stadig nyt og trives rigtig godt i køkkenet. Vi har det sjovt sammen, men hvis én har problemer, bliver der også tid til at tage en ordentlig snak om det. Og når der skal vaskes op efter 120 gæster, kan der være nok at se til, men vi er altid flere, der hjælper hinanden, siger Kathrine Olesen.

Gurli Kirkedal er ansat i Hjørring Kommune med titlen tovholder i Frivillighedens Huse, som Forsamlingsbygningen er en del af. Om samarbejdet siger hun:

Både de to ansatte i køkkenet og de frivillige er mine nærmeste kolleger. Selvfølgelig tænker jeg over, at vi har forskellige vilkår: at der er forskel på at være frivillig og ansat. Men i dagligdagen er vi fælles om at skabe en god tone, gode vilkår og gode tilbud. Det er det, der betyder mest for både ansatte og frivillige. Og de mange brugere af huset!

- Gurli er chefen siger Kirsten med smil i stemmen.

- Der skal være en, som samler trådene, booker lokaler og man kan gå til, når tagrenden er utæt eller kloakken er stoppet. Ja, der er forskel på mennesker, funktioner og arbejdsvilkår, men når de kigger på hinanden kan man se, at det gode fællesskab er det vigtigste.

Ønsker du at vide mere om Forsamlingsbygningen, er du velkommen til at kontakte Gurli Kirkedal, tlf. 41 22 55 31. Kirsten Christiansen kan du møde i Forsamlingsbygningens café hver mandag og fredag. Kathrine Olesen er i køkkenet hver onsdag og torsdag. De kan begge to fortælle mere om at være frivillig.

Ønsker du at vide mere om øvrige frivillige tilbud, eller måske selv være frivillige, er du også velkommen i Frivilligcenter Hjørring, hvor åbningstiden er tirsdag og torsdag kl. 08.30 – 17. Koordinator Mette Jakobsen træffes alle dage på tlf. 24 26 40 70. Adressen er Forsamlingsbygningen, Østergade 9 i Hjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...