Punktum for Naturkommunen Blomstrer Vildt med sprængning af 40 graner. Læs her hvorfor

HJØRRING KOMMUNE: For lidt mere end et år siden begyndte Hjørring Kommune på det store projekt ”Naturkommunen Blomstrer Vildt” med det formål at genskabe ”den vilde natur” og give plads og grosteder til en mangfoldighed af planter, hvor sommerfugle, bier og andre insekter får optimale levevilkår og samtidig gøre kommunen til et smukkere sted.

- Det har været et travlt, spændende og lærerigt år, hvor mange har kastet sig ind i kampen med at tøjre plæneklipperen og i stedet så flere vilde planter, give naturen mere plads og selv gå nysgerrigt på jagt efter viden om den natur, der er lige for næsen af os, lyder det fra borgmester Arne Boelt.

I årets løb har projektet været fulgt af ImpactTV og DR1, der til efteråret sender ”Giv os naturen tilbage”, der viser, hvordan Hjørring Kommune skaber mere plads til naturens mangfoldighed.

Event i bjergene

Selvom arbejdet med at skabe mere vild natur langt fra er ovre, inviterede Hjørring Kommune i lørdags til ”Afslutningsevent” i Hjørring Bjerge, hvor miljøminister Lea Wermelin (A), borgmester Arne Boelt (A), formand for Miljø- og Teknikudvalget Søren Smalbro (V), Frank ”Bonderøven” Erichsen, biolog Morten Dewald Drøgemüller Hansen og medvirkende i TV udsendelsen, både lokale borgere, virksomheder og eksperter fra hele landet, var til stede.

Borgmester Arne Boelt bød velkommen efterfulgt af Frank ”Bonderøven” Erichsen og biolog Morten Dewald Drøgemüller Hansen, der præsenterede resultaterne af den foreløbige indsats.

- I et år har haveejere, virksomheder og landmænd udlagt hvad der svarer til 200 fodboldbaner til vild natur, og det har gjort en forskel. Antallet af sommerfugle er firedoblet, bierne fordoblet og svirrefluerne tidoblet. Det er meget flot, fortalte biolog Morten Dewald Drøgemüller Hansen.

Flere sommerfugle

Herefter talte miljøminister Lea Wermelin og sagde blandt andet:

- Det er utroligt imponerende, at kommunen på så kort tid får så markante resultater, som man hører om i dag herunder en firedobling af antallet af sommerfugle. Det er inspirerende. Det Hjørring Kommune viser os er, at vi alle sammen kan gøre en forskel. Om det er i haven, landmanden, sommerhusejeren eller børnehaven. Jeg håber, at andre vil blive inspireret af Hjørring Kommune og få mod til at lade plæneklipperen stå og slutte fred med ukrudtet i haven, så både naturen og insekterne kan blomstre. Vi har brug for, at vi løfter i flok, hvis vi skal ud af den naturkrise, som vi er i.

Graner sprængt

Efter talerne var der veteranisering af 40 sitkagraner langs Kirkestien. Veteranisering af træer er et indgreb, der normalt foretages med motorsav, som simulerer naturlige påvirkninger af træer og fremskynder dannelse af hulheder. Træerne forbliver i live og vil over tid udvikle sig i en retning, hvor hulhederne får større volumen, og træerne genvinder sin styrke efter indgrebet.

Men veteraniseringen af sitkagranerne på Kirkestien blev ikke foretaget med motorsav, men blev derimod sprængt for at skabe dødt ved til insekter.

- Vi har valgt sprængningsmetoden, da den efterligner det, der sker ved lynnedslag og stærk storm, fortalte naturvejleder Laus Gro-Nielsen.

Det var miljøminister Lea Wermelin, der trykkede på knappen og satte sprængningen i gang. Eventen blev afsluttet med plantning af et 6,5 meter højt egetræ og afslutningstale ved formanden for Miljø- og Teknikudvalget Søren Smalbro.

Mens de fleste gik ned til sitkagranerne for at se virkningen af sprængningen og de muligheder, der nu er blevet for et varieret liv af insekter og smådyr i træernes nye hulheder og i nyt dødt ved, plantede børn og voksne 10 hvidtjørn i området.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...