Brandstationsleder Morten Størup konstaterer, at antallet af udrykninger ligger lidt under gennemsnitsårene

HJØRRING: En lang tør sommer gav travlhed for brandfolkene, der er tilknyttet Falckstationen i Hjørring.

Det fortæller brandstationsleder Morten Størup i sin status ovre året, der gik.

Året har været forskånet for de helt store ulykker og brande, og antallet af udrykninger lander formentlig lidt under sidste års niveau, hvor tallet var 211 - en del over et normalår.

- Normalt ligger vi på 170-180 udrykninger, i 2018 landede vi på 167 udrykninger, tilføjer Morten Størup.

Høsten gav travlhed

Men antallet af brande i forbindelse med høsten var i år langt over et gennemsnitsår.

- Jeg kan ikke mindes i de snart 25 år, jeg har været med, at vi har haft så mange og så voldsomme høstbrande som i 2018. Det er yderst usædvanligt. Og brandene kom indenfor ti dage.

Første dag med markbrande var fredag - sidste uge i Dana Cup-ugen. Og herefter gik det løs med et ualt af høstbrande.

- Vi viste, at vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden. Der var ikke mange af brandene, vi kunne klare selv, så vi fik hjælpe fra både Hirtshals, Sindal og Løkken-mandskabet. Det var helt enestående.

- Og det allerbedste var, at vi kunne vise, at vores beredskab virker - også i ferieperioden. Høstbrandene opstod i sommerferieperioden, og deltidsbrandfolkene er udelukkende vagtsat i weekenderne. De andre dage i ugen møder dem, der kan, når alarmen lyder.

Deltidsbrandmændene, der er tilknyttet Hjørring-stationen, bor og arbejder alle i byen, men de er ikke kontraktligt forpligtiget til at være i området i deres ferier.

- Og det er jo ikke en selvfølge, at vi kan stille de 14 mand, vi skal - hvis der skal fuld styrke afsted. Men det kunne vi, og det er rigtig godt, siger Morten Størup.

Brand i Tårs

En af de høstbrande, der står stærkest i brandfolkenes erindring, var en brand midt i Tårs, hvor en norsk lastvogn med halm brød i brand ved lægehuset. Der var på et tidspunkt fare for, at lægehuset ville blive flammernes bytte. Situationen udviklede sig yderligere, da en lokal chauffør med et halmlæs passerede den brændende norske halmtransport. Da chaufføren nåede forbi skolen i Tårs, opdagede han, at der også var ild i hans halm.

- Vi havde nok at se til med at få styr på de to brande i byen, og mens vi gik der, begyndte det at regne. Det var første gang i lang tid, jeg havde set regn. Herefter kørte vi ikke til flere høstbrande.

- Vi har været til mange brande med traktorer eller lastbiler involveret, men det er sjældent, at det foregår midt i en by, tilføjer Morten Størup.

- Traktoren med halmlæsset holdt midt i villakvarteret ved skolen, og vi måtte evakuere en del af beboerne, fordi der var meget røgudvikling i forbindelse med halmbranden. Og mange beboere i området var bekymrede for deres huse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...