Restaurant Svanelunden er blevet opgraderet indvendigt

HJØRRING: Restaurant Svanelundens lokaler er blevet opgraderet. Med den nye renovering bliver gæsterne i dag mødte af lyse lokaler.
Lars Dam Christensen fra logen Sct. Olai Serapionordenen fortæller, at projektet har kostet 300.000 kroner. Og at næste step bliver at udskifte taget.
- Stolene er ombetrukket, der er kommet ny belysning, der er lagt nye gulve, ophængt nye gardiner og malet. Det er så flot nu, konstaterer Lars Dam Christensen, der især glæder sig over, at det gamle gulvtæppe er fjernet fra restauranten.
Rune Thomsen og Costin Cernica overtog forpagtningen 1. februar, og de har haft indflydelse på renoveringen.
- Det er blevet rigtig godt - det er skønne lokaler, og vi har fået rigtig meget god respons fra gæsterne. Vi er så glade for lokalerne, tilføjer Rune og Costin, der netop har travlt med forårets fester og selskaber.
- Vi har rigtig meget at lave - nogle dage med selskaber i alle tre lokaler, tilføjer Rune
Bygningen i den smukke, grønne park - med formidabel udsigt over søen - er ejet af logen Sct. Olai. Og logen har et ønske om at skabe de bedste rammer for restaurantens forpagtere.
- Det trængte virkelig til at få en opgradering - nu er det blevet tidssvarende og indbydende, siger Lars Dam, der sidder i logens ejendomsudvalg.
Med det nye gulv er der skabt større fleksibilitet i lokalerne, idet der nu blandt andet er mulighed for at indrette dansegulv flere steder i lokalet. Den mulighed begrænsede det gamle gulvtæppe.
- Det her er kun begyndelsen. Nu har vi fået husets indre på plads - næste punkt er at lægge nyt tag. Det trænger også til udskiftning.
Logen har søgt fonde til projektet.
Logebygningen i Svanelunden er erklæret bevaringsværdig, og det stiller krav til kommende renoveringer, der skal foretages med nænsom hånd.
- Vi er samtidig i dialog med Hjørring Kommune om at øge tilgængeligheden til restauranten og indrette bedre p-pladser, tilføjer Lars Dam.
Han røber desuden, at logen har en drøm om at indrette et orangeri på terrassen, så området kan udnyttes året rundt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...