Niels Lundbak er frivillig i Kamillus Hjørrings besøgstjeneste for uhelbredeligt syge

HJØRRING: Niels Lundbak er frivillig i Kamillus Hjørrings besøgstjeneste for uhelbredeligt syge. Et tilbud rettet mod familier i den særligt belastede situation som opstår, når et familiemedlem får en diagnose som betyder, at livets afslutning er nær.
- I mit job som hjemmesygeplejerske havde jeg et godt samarbejde med Kamillus. Jeg så hvor betydningsfuld den frivillige indsats var for mennesker i en svær situation, og tænkte tit, at jeg selv ville være frivillig, når jeg stoppede på arbejdsmarkedet. Og nu samarbejder jeg med hjemmesygeplejen som frivillig i Kamillus, fortæller Niels Lundbak.
Det kræver ikke en bestemt uddannelse at være frivillig i Kamillus. Men det er vigtigt at kunne være nærværende. At havde det overskud der skal til for at tilsidesætte egne behov og møde et andet menneske åbent og fordomsfrit. Kun få mennesker ønsker at dø alene, og de fleste familier har det hårdt, når en kær skal følges det sidste stykke. Derfor er det så betydningsfuldt at frivillige kan træde til med ekstra kræfter.
- Jeg kommer ud til meget forskellige mennesker, og stort set altid går jeg derfra med fornemmelsen af at have gjort noget godt. Nogen vil gerne holdes i hånden, mens andre ønsker menneskeligt nærvær uden fysisk kontakt. Jeg kan også se, hvad det betyder at en pårørende får nogle timers tiltrængt søvn, fortæller Niels Lundbak.
Alle frivillige i Kamillus Hjørring har været igennem et introduktionsforløb, hvor de blandt andet besøger hospice. Som frivillig kan man deltage i temamøder om forskellige relevante emner. Man kan også deltage i netværksmøder med andre frivillige og er selv med til at vælge mellem forskellige frivillige opgaver. Samt hvornår i døgnet man ønsker at træde til.
- I dagtimerne er vi typisk sammen med et menneske i hjemmet, mens en ægtefælle har brug for at forlade hjemmet. Mens vågetjeneste hovedsagelig er i nattetimerne. Og det kan være hos et menneske, som bor på plejehjem og ikke har pårørende omkring sig. Eller som nævnt i et privat hjem, hvor en ægtefælle har brug for søvn. Uanset om det er dag eller nat, er tidsrummet 3 timer, og det er også vigtigt at holde fast i af hensyn til den frivillige, fortæller Niels Lundbak.
Selv er Niels Lundbak både frivillig i dagtimer og nattetimer. Og med til at koordinere den frivillige indsats i Kamillus. Derfor ved han også, hvor nemt en frivillig opgave kan udvikle sig, og hvor vigtigt det er hele tiden at udvikle opgaven i forhold til både modtager og frivillig. Har du brug for hjælp, eller ønsker du at være frivillig, kan du trygt henvende dig til Kamillus, hvor der tages hensyn til alle parter i den gode indsats. Niels Lundbak er én af de tre frivillige, som koordinerer Kamillus Hjørrings besøgstjeneste.
Ønsker du at vide mere om andre frivillige tilbud, eller muligheder for at være frivillig, er du velkommen i Frivilligcenter Hjørring i Østergade 9, Hjørring. Åbningstiden er tirsdag og torsdag kl. 08.30 - 17.00 og koordinator er Mette Jakobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...