Lær at bruge en computer eller en iPad

HJØRRING: Danske Seniorer Hjørring har mange gode tilbud til ældre. Blandt andet et tilbud til jer, der gerne vil lære at bruge enten computer eller iPad.

Et sådant apparat giver mulighed for at kommunikere med både det offentlige, venner og børnebørnene, som måske bor langt væk. Og i denne tid, hvor vi skal være sammen på måder, hvor vi ikke kommer tæt på hinanden, kan det være en rigtig god ide at bruge de elektroniske muligheder.

- I vores forening har vi tre computere og tre iPad, som vi låner ud. Og når vi kommer ud med apparatet, giver vi samtidig en god vejledning i, hvordan det fungerer og hvordan det kan bruges til lige netop det modtageren ønsker. De fleste vil gerne kunne komme i kontakt med familie og følge lidt med i forskellige ting på nettet. Nogen finder hurtigt ud af, at de selv vil købe enten en computer eller iPad, og leverer vores tilbage. Andre prøver i længere tid, og det er ikke noget problem, for vi har fleksible lånetider, fortæller Kai Kruchov, som er formand i Danske Seniorer Hjørring.

Så længe coronavirus raser, vil der selvfølgelig blive taget særlige forholdsregler. Og hvis du er interesseret i tilbuddet, kan du kontakte Kai Kruchov på tlf. 22 58 27 72, så I kan aftale nærmere.

Familietræf - på nettet

Selv har Kai Kruchov børn, svigerbørn og børnebørn i Finland og København, som han nærmest dagligt mødes med på skærmen. Begge familier har hund, og når der er forbindelse over nettet, begynder hunden at logre med halen og lede efter ham i stuen.

- Det er dejligt at kunne følge med i deres dagligdag, selv om de bor langt væk, og jeg kan kun anbefale andre at prøve den elektroniske kommunikation. Den skal selvfølgelig ikke afløse den personlige kontakt, men er et godt supplement, siger Kai Kruchov med glæde i stemmen.

Hjælp og bankospil

Danske Seniorer Hjørring har 95 medlemmer og det koster 135 kr. årligt at være medlem. Men så er der også god medlemsservice. For eksempel er der medlemmer, der ikke selv har bil eller bor et sted, hvor bussen ikke lige kører forbi, og så kan det arrangeres, at et andet medlem kører den vej omkring. Ligesom der også kan være hjælp at hente til andre gøremål, som man ikke lige selv kan klare.

- Ligesom mange andre må vi i øjeblikket enten aflyse eller udsætte vores aktiviteter. Men når vi vender tilbage til normale tilstande, vil vi også genoptage vores foreningsaktiviteter. Vi inviterer til banko den første torsdag i måneden og til mindst endnu et foreningsarrangement hver måned. Og er du ikke medlem, er du også velkommen til at prøve at være med. Synes du om det, kan du så tegne medlemskab og være med fremover, fortæller Kai Kruchov.

Foruden at være formand i Danske Seniorer Hjørring er han også med i Region Nord og Hovedbestyrelsen, hvor der kan hentes inspiration til det lokale arbejde.

- Lidt indflydelse på forholdene for ældre giver det da også, siger Kai Kruchov, der i øvrigt også er Natteravn, FDF-formand, Overmester i Odd Fellow, scenemester i Sommerspillet, revisor i flere foreninger ….. et menneske med et stort frivilligt engagement.

De frivillige

Ønsker du at høre om andre tilbud og muligheder for at blive frivillig i den sociale verden, er du velkommen i Frivilligcenter Hjørring. I normale tider er åbningstiden tirsdag og torsdag kl. 08.30 – 17.00 i Østergade 9 i Hjørring. I disse unormale tider træffes koordinator Mette Jakobsen kun på telefon 24 26 40 70.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...