Fagskoleeleverne malede rulleskøjte-kasser - skolen ønsker at gøre undervisning praktisk og virkelighedsnær

HJØRRING: Elever fra Vittrup Fri Fagskole har sat kulør på to store udstyrskasse til rulleskøjte-aftenerne i LIUF i Hjørring.

LIUF arrangerer hver fredag aften rulleskøjte-aften i Lundergårdhallen, og der møder tit 150 deltagere op i alderen 4 - 15 år. Ofte står klubben for klassearrangementer eller fødselsdagsarrangementer med spisning, inden det går løs i hallen på rulleskøjter.

- Projektet med LIUF er et godt eksempel på den praksisnære undervisning. Her har eleverne skulle bruge mange forskellige kompetencer; fantasi, kreativitet, design, og naturligvis den håndværksmæssige side, hvor de har malet både med pensel, rulle og spray, lyder det fra Stig Jonstrup Jørgensen, der er forstander på Vittrup Fri Fagskole.

På Frie Fagskoler kan eleverne komme i praktik og afprøve, det de har lært på skolen, i et rigtigt arbejde. Eleverne bruger blandt andet praktikken til at lære mere om deres eventuelle drømmejob, eller til at blive sikre i deres valg, inden de starter på uddannelsen.

Vittrup Fri Fagskole er en skole for elever 16-25 år, der skal gøres klar til uddannelse eller erhvervslivet. Skolen tilbyder mulighed for at bo på eget værelse eller være dags-elev.

- På Vittrup Fri Fagskole bliver elevernes interesser springbræt til job og uddannelse, fordi mindst hver tredje time er et praktisk fag, hvor undervisningen blandt andet er praksisnært og designet til den enkelte elev. Det meste af dagen er væk fra tavleundervisningen og har fokus på praktiske opgaver sammen med andre elever, tilføjer Stig Jonstrup Jørgensen.

- På Frie Fagskoler oplever eleverne undervisning på en måde, de ikke er vant til. Skolerne bestræber sig på at gøre undervisningen så praktisk og virkelighedsnær som muligt. De tror nemlig på, at eleverne lære bedst ved at arbejde praktisk med tingene, og få beskidte fingre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...