Fik diplom på UCN

HJØRRING: Hvis man er interesseret i at lære nye ting, er nysgerrig og motiveret, så er der masser af muligheder for at fordybe sig i spændende emner, som rækker ud over det, man lærer til dagligt på Hjørring Gymnasium. Det har både Herta Horne og Joan Hentze oplevet som deltagere på Nordjyske Gymnasiers Talentakademi. Her kan man vælge forskellige retninger og f.eks. arbejde med naturvidenskab eller humaniora og indenfor emner som ”teknologi og industri 4.0” og ”Fake News” De synes begge, at det har været rigtigt spændende at være med:

- Man får indsigt i, hvad man kan bruge sin viden til i den virkelige verden, og hvad man kan bruge sin uddannelse til. Det er spændende og giver motivation til den daglige undervisning, siger Joan.

Hun har bl.a. været med til at arbejde med elektrodenet, som kan fjerne søvnproblemer. Også Herta har oplevet, hvordan man kan tage en masse med sig hjem til den daglige undervisning:

- De metoder, vi har lært, kan jeg bruge f.eks. i dansk.

Det sociale aspekt spiller også en rolle, når man deltager på talentakademiet. Både Joan og Herta synes, at der har været et godt sammenhold på tværs af gymnasierne, og at det har været spændende at møde nye mennesker med andre tilgange.

Efter endt talentakademi fik eleverne tildelt diplomer på UCN i Aalborg. Diplomet er ikke kun et symbol på, at de har brugt ekstra tid til at lære noget udover pensum, men er også godt at have på CV’et, mener både Joan og Herta.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...