Mange kirkelige handlinger udsættes, men begravelserne gennemføres med et minimum af deltagere

HJØRRING: Folkekirkernes virke er som meget andet kraftigt påvirket af corona-krisen. Konfirmationerne er udsat, og til dåb og vielser må der højst være 10 personer til stede - inklusiv kirkens personale. Begravelser gennemføres fortsat, men med et minimum af deltager. Og provst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring, fortæller, at han har mødt stor forståelse for situationen hos de pårørende.

- Vi har fortsat dåb og vielser, men de fleste er udsat til senere, oplyser provsten.

I forhold til begravelser, er der dispenseret fra ti personers-reglen. Til begravelser må der sidde en person for hver fire kvadratmeter siddeplads. Folk skal hold to meters afstand. Og i kirken sidder deltagerne i begravelsen med to meters afstand og på hver anden bænk.

Få pladser i kirken

I kapellet i Hjørring er der plads til 20 personer og i Sct. Catherinæ kirke kan 25 personer deltage i en begravelse.

- Men det er jo ikke mange. Og sognepræsten skal begynde handlingen med at sige, hvad reglerne er: At der ikke må gives hånd eller krammere.

- Folk accepterer det og er forstående. Jeg synes, det er imponerende, så stor forståelse vi møder i den her situation. Tænk sig som pårørende ikke at kunne få lov at give en knuser og en krammer. Jeg har ikke mødt vrede. Jeg har mødt mennesker, der er frustrerede, triste og kede af det. Selvfølgelig er folk skuffede og frusterede - og med rette. Men de har forståelse for situationen.

Så vidt mulig foregår samtalen med de efterladte over telefonen i telefonmøder.

- Og det fungerer også fint.

- Vi indretter os. Rigtig mange af de pårørende vil gerne have en kirkelig handling efterfølgende. Så når det her er overstået, så holder vi en kirkelig handling mere. Det er fint, at samles til en mindehøjtidelighed efterfølgende, når nu kun de nærmeste pårørende kan samles til begravelser lige nu.

Kirken er til stede

Thomas Reinholdt Rasmussen tager forbehold for, at der fra centralt hold kan komme yderligere restriktion i forhold til forsamling af mennesker.

- Vi bliver jo overhalet hele tiden af nye tiltag.

- Men vi klarer det, og folk klarer det. Folkekirken er her stadig - og vi er høj grad til stede. Vi er til stede på de sociale medier, men vi er også fysisk til stede under de vilkår, der nu er afstukket.

Og provesten foruser pres på kirkerne, når samfundet er ude på den anden side af corona-krisen. Præsterne skubber nemlig lige nu meget arbejde foran sig. Mange dåbshandlinger, vielser og konfirmationer er udsat, og der venter kirkelige mindehøjtidligheder for de borgere, der bliver begravet under de særlige forhold, der gælder lige nu.

Fokus på sikkerhed

Thomas Reinholdt Rasmussen har ikke alene fokus på kirkens brugere - han har også sognepræsternes sikkerhed i fokus. Af samme grund gennemføres hovedparten af samtalerne med efterladte og den personlige sjælesorg via telefon.

- Vi klarer det. Men jeg har ofte tænkt på, at sognepræsterne er udsatte lige nu i forhold til smitte.

De ansatte på kirkegården i Hjørring er i arbejde igen, og i den forbindelse er der også fokus på medarbejdernes sikkerhed.

- Vi har mødt stor forståelse men også en tristhed over, at kirkegården groede til. Det er forår og ukrudtet gror. Vi er glade for at kunne starte op på kirkegården, for det er en trøst for folk, at gravstederne ser ordentlige ud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...