Den dag da ensomheden

den åbnede min dør

jeg frøs til is og følte

at intet blev som før

den satte sig i stolen

den plads der før var din

med kroppens sprog den viste:

den stol den er nu min

Nu sidder ensomheden

tavs i din vante stol

den sidder helst i skygge

hvor helst du sad i sol

hver gang jeg taler til den

den stirrer stum og bleg

da prøver jeg fortvivlet

at drømme lidt om dig

Det sker at ensomheden

er borte for en stund

den går en tur alene

hver gang jeg ta’r et blund

men oftest er den med mig

og følger mig på vej

tit rækker jeg den hånden

og drømmer det er dig

Nu jeg og ensomheden

vi blevet er et par

og deler altid sammen

den tid som førhen var

når jeg med mine drømme

en dag er rejst til havs

alene ensomheden

i stolen sidder tavs

Poul Jansen, november 2018

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...