Nu kan du læse by- og sognerådenes gamle beslutninger fra 1842 til 1942 direkte fra din pc

HJØRRING: Nu kan du læse byrådets gamle beslutninger direkte fra din pc. Gennem de sidste par måneder har Hjørring Kommunearkiv nemlig digitaliseret på livet løs, så du kan gå på opdagelse i samtlige af arkivets protokoller med by- og sognerådenes forhandlinger fra perioden 1842 til ca. 1942. Protokollerne findes på hjemmesiden www.arkiv.dk og dækker alle de sognekommuner, som udgør det nuværende Hjørring Kommune.

Protokollerne indeholder alle de vigtige beslutninger, som politikerne i tidens løb har taget i lokalområderne. Fx kan du se, hvor der blev bygget skoler og alderdomshjem og hvornår de igen blev nedlagt. Du kan også læse om, dengang byerne blev kloakerede og fik elektrisk gadebelysning, vejene blev brolagte og sidenhen asfalterede. By- og sognerådene traf også beslutninger om, hvilken hjælp der skulle ydes et områdes gamle, forældreløse børn og andre udsatte grupper.

Retro-digitaliseringen - som det på fagsprog kaldes, når gammelt arkivmateriale bliver skannet og gjort tilgængeligt digitalt - er blevet mulig, efter arkivet i sommeren 2018 modtog en donation fra ENV-fonden til indkøb af en Zeutschel os 12002 bogskanner til digitalisering af arkivets samlinger. I øjeblikket er arkivet i fuld gang med at skanne materiale om fattigvæsenet samt de mange samlinger af kort og tegninger, der findes i arkivet. Nogle af tegningerne fra den gamle Hirtshals Kommune kan allerede nu ses på arkiv.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...