Fotograf Erik Bilde

HJØRRING: Vendelbo Posten har sat sommerhatten kækt på skrå og bedt nogle borgere give deres bud på et yndlingsspot i vores smukke natur. I dag er det Erik Bilde, der tager os med på tur til indlandsklitterne ved Skallerup. Erik Bilde har sin egen, populære fotoblog: “Objektivt set - fotoblog”, og her er der masser af inspiration at hente til flotte naturoplevelser i landsdelen.

Nikkende kobjælde er en lille undseelig blomst, som man nemt kan overse, når den står alene for sig selv. Med undtagelse af Nordjylland samt Nord- og Vestsjælland er den relativ sjælden. Den lille lodne, og lilla blomst med klokkeformede blomster, skifter også fuldstændig udseende når den afblomstrer, den får nemlig en fantastisk flot frøstand.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har en speciel forkærlighed for denne dunede blomst, men da jeg første gang besøgte Skallerup Indlandsklitter, og den blomstrede i titusindvis, så var jeg fuldstændig solgt. De står overalt, også selv om der er græssende dyr i det privatejede, fredede område. For planten er svagt giftig, så dyrene undgår at spise den.

Faktisk kan man godt sammenligne Skallerup Indlandsklitter med nikkende kobjælde. Et lidt undseeligt område, som ikke så mange har hørt om. Men et område man forelsker sig i, når man først har set det – og så ændrer det fuldstændig karakter hen over året.

Lige nu er det ikke de nikkende kobjælder der falder i øjne, selvom man stadig kan se masser af blomster i frøstand, og endda stadig enkelte blomstrende kobjælder. Det er derimod græsarten vellugtende gulaks, der dækker de små kegleformede, græsdækkede klitter.

Det er svært at beskrive området, men det er vel nærmest et utal af forvoksede muldvarpeskud, som er anbragt hulter til bulter omkring slettearealer. På en blæsende og overskyet dag, med blødt lys og bevægelse i græsset, så bliver det bare svært at finde noget, der kan overgå det meget specielle landskab.

Indlandsklitterne opstod som et resultat af sandflugten, der lagde store områder øde i Nord- og Vestjylland. Faktisk lå der 5 landsbyer, der blev tvunget til at flytte, lige der hvor indlandsklitterne ligger nu. Der er fundet rester af de små landsbyer og landbrug under sandet.

Udover et helt unikt landskab, så er der også et rigt og varieret dyreliv. Min seneste gåtur i klitterne blev akkompagneret af en skrigende musvåge og overvåget af en tårnfalk. Der var masser af gulspurve og sanglærker. Der er også mange forskellige sommerfugle, som er noget af det jeg holder meget af at observere og fotografere. Der er bl.a. randøjer, blåfugle og perlemorsommerfugle, og inden længe begynder den truede kommabredpande også at flyve i området.

Der er en afmærket vandrerute på ca. 4 km, der fører en rundt til mange af de spændende steder i området. Ruten har udgangspunkt fra parkeringspladsen på Grønne Klitvej, men der fører også stier ind til ruten fra parkeringspladserne på Nørlev Strandvej og ved naturskolen Slettingen. Terrænet er ikke så velegnet til klap- og barnevogne. På Hjørring Kommunes hjemmeside kan man finde en folder om området og med kort over ruten.

Et besøg i Skallerup Indlandsklitter indbyder til mange små stop for at iagttage, uanset om det er det fascinerende landskab, de blafrende sommerfugle, de syngende fugle, de græssende køer og heste eller om det er de vindblæste træer - for når træ’en de bøwer, da we a hvorhæn a ær hæn, da ær a hjæ’m…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...