Nyt motionstilbud - Mandfolk på MTB kommer til Ilbro-Lørslev IF

ILBRO: - Fylder du godt i landskabet og kan du lide at spise dig mæt hver aften? Har du en cykelhjelm, en nogenlunde velfungerende mountainbike eller et ønske om at prøve en? Og ja - er du en mand! Så skal du tjekke Illbro-Lørslev IF´s nye tiltag ud. Hos "Mandfolk på MTB" er det nemlig det sociale og fællesskabet, der er i centrum og absolut ikke, hvem der ser bedst ud i tætsiddende cykeltøj eller hvem der kører hurtigst.
Sådan lyder det fra den nystartede afdeling i den lokale idrætsforening, hvor man går målrettet efter at få flere op af sofaen og ud i naturen - og nyde fællesskabet sammen med en masse gode mennesker:
- Vi starter det her op, fordi vi tror der sidder folk rundt omkring, som har et ønske om at få noget motion. Men det kan være svært at have mod eller lyst til at motionere sammen med en gruppe, som er i god form og kører hurtigt, siger Alex Jensen og Marthin Bundgaard.
- Alle får mest ud af motion med andre på cirka samme niveau. Derfor er der ingen mål på hvor hurtigt, man når rundt, bare man har det sjovt sammen, lyder det endvidere.
Initiativet er skabt i et samarbejde mellem Ilbro-Lørslev IF og Bevæg dig for livet - Cykling, som i disse år arbejder intenst for at styrke klubberne med henblik på at få flere danskere op på cyklen og ud i naturen.
- Mountainbike er rigtig godt, hvis man vil i gang med at motionere, men bærer rundt på nogle ekstra kilo. Det er nemt at gå til og perfekt, hvis du vil undgå overbelastninger. Du kan holde dig i gang hvis bentøjet har sagt fra i forhold til løb eller fodbold, eller du blot vil holde dig i gang hele året. Vi arbejder målrettet på at få flere danskere til at være aktive og skabe nogle gode fællesskaber blandt mennesker, og med "Mandfolk på MTB" her i Ilbro-Lørslev IF kommer vi et skridt tættere på det mål, siger Mikkel Lybæch, Idrætskonsulent hos DGI, som blandt andet arbejder i projektet Bevæg dig for Livet.
Mandfolk omkring Ilbro og Lørslev skal med andre ord ikke gøre sig for mange forhåbninger om en rolig vinter. Allerede 10. november kl. 9.30 trilles der ud første gang fra forsamlingshuset i Ilbro. Det kræver ingen tilmelding endnu, og Ilbro-Lørslev IF er klar til at byde velkommen og guide rundt i et roligt tempo - der er rundstykker og kaffe i klubhuset efter turen.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...