Den nye udstykning begynder at tage endelig form

SINDAL: Det nye boligområde på Rugvænget ligger i flot kuperet terræn med en smuk udsigt over Uggerby Å. Her er der byggemodnet 14 attraktive grunde, der var byggeklare fra april sidste år. På nuværende tidspunkt er der solgt fire grunde, og på de to grunde, der er højest beliggende, har der i længere tid været byggeaktivitet. Det ser ud til, at husene er indflytningsklare om et par måneder.

Grundene varierer i størrelse fra den største på 1690 kvadratmeter til den mindste på 1100 kvadratmeter. Området skråner ned mod Uggerby Å, og udformningen af bebyggelsen tager udgangspunkt i det eksisterende terræn. Der er en niveauforskel på 8,5 meter fra områdets højeste punkt til det laveste, der møder det beskyttede naturområde ved Uggerby Å.

De maximale højder på bebyggelsen er derfor differentieret for at give mulighed for udsigt til ådalen fra flest mulige grunde. På de lavest beliggende grunde må byggehøjden maximalt være på 4,5 meter målt fra den højeste kote. På de mellemste grunde 7 meter, og på de øverste grunde er byggehøjden på maximalt 8,5 meter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...