Pusle Helmuth var Danmarks største barnestjerne, men voksede op uden kontakt til sin far. I dag er hun en voksen kvinde, der i sin nye bog reflekterer over livet og fortæller om, hvordan hun har tacklet det. Den 6. september kan man møde hende i Arnold Busck i Hjørring fra kl. 19.15 til ca. 20.45.

Pusle Helmuth Darville voksede op som barn af skuespillerne Frits Helmuth og Jeanne Darville. Hun var forsidestof, fra hun blev født, og som treårig blev hun berømt for sin medvirken i de første "Min søsters børn"-film, hvor hun drak godnatbajer i hvid natkjole og overhalede Beatles på hitlisten med sin "Tryllesangen."

Der blev lavet Pusle-dukker, hun medvirkede i reklamer og åbnede legetøjsbutikker, men en dag sluttede berømmelsen brat, og siden har andre piger spillet Pusle-rollen i filmene om "Min søsters børn."

Pusle Helmuth Darville, 55, er i dag gift, har tre børn og arbejder som lægesekretær på Bispebjerg Hospitals akutafdeling. Besøget i Hjørring sker i anledning af, at hun den 1. sep. udgiver bogen "Pusle Helmuth Darville: Jeg er blevet klogere - på mig selv," fortalt til journalist og forfatter Lotte Dalgaard.

I bogen fortæller Pusle Helmuth blandt andet om at blive afvist på sin fars dødsleje, sine mange halve søskende, at kæmpe for kærlighed, tidlig overgangsalder, Botox og sin nat med den svenske konge.

- Jeg fortæller om de ting, mange af os kvinder går igennem i løbet af vores liv - bortset fra det med kongen! Og selv om mit liv begyndte usædvanligt, har jeg nu et almindeligt familieliv, et arbejde, drømme og bristede illusioner, og jeg håber, læserne kan bruge min måde at tackle livs-udfordringer på til noget, siger Pusle Helmuth.

Billetterne er gratis og kan afhentes hos Arnold Busck i Metropol efter først til mølle princippet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...