Byens liv: Danske børn bruger online-spil og sociale medier, før de er gamle nok ifølge reglerne, og de er venner med fremmede

Selvom aldersgrænsen på de fleste sociale medier er 13 år, og aldersanbefalingen på de mest brugte online spil er 12 år, så får danske børn adgang i en meget tidligere alder. Det viser en ny undersøgelse, som Telenor sammen med analyseinstituttet Wilke har gennemført blandt forældre og skolebørn i alderen 10-12 år, oplyser teleselskabet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at 94 procent af de adspurgte forældre har godkendt, hvilke sociale medier barnet er på, og 80 procent har godkendt, hvilke online spil barnet spiller.

Samtidig viser svarene, at en stor del af børnene får adgang til de digitale medier langt før, de reelt er gamle nok ifølge reglerne.

- Danske børn har nem adgang til den digitale verden – både fordi vi er et velstående og digitalt veludviklet land, hvor mange børn har iPads og mobiler, men også fordi danske forældre giver børnene ret fri adgang til at udfolde sig online, som undersøgelsen viser. Der er rigtig mange gode oplevelser forbundet med at være online for børnene, men den udbredte adgang betyder også, at vores børn er mere eksponerede for digitale faldgruber, siger Lise Kirkegaard, CSR- og kommunikationschef i Telenor, der står bag undersøgelsen.

Venner med fremmede

Undersøgelsen viser også, at forældrene ikke har så meget styr på sikkerheden og hvem, deres børn er venner med online. Kun 46 procent af børnene har lukkede profiler, mens 28 procent har både åbne og lukkede profiler, 12 procent har åbne og 14 procent ved det ikke. Samtidig angiver 42 procent af børnene, at de er venner online med nogen, de faktisk ikke kender – og heraf angiver 58 procent af børnene, at de skriver med personer, de ikke kender.

- Forældrenes fokus er meget på hvilke platforme børnene bruger, og hvor meget tid de bruger online, mens der er få forældre, der har indsigt i og lavet aftaler med deres børn omkring, hvem de omgås, chatter med og deler indhold med online, siger Lise Kirkegaard, der opfordrer til, at man som forældre også interesserer sig for dette og for eksempel aftaler med sit barn, at man kun deler indhold og chatter med personer, som man kender fra den virkelige verden.

- Undersøgelsen viser, at forældrene synes, det er svært at balancere mellem at blande sig i dét, barnet laver online, og så barnets ret til et privatliv. Det er helt forståeligt. Men når vi slipper børnene fri på de sociale medier, så bør vi også sikre, at privatlivsindstillingerne er sat rigtigt op fra start, og lærer dem nogle digitale trafikregler, så de kan passe godt på sig selv – og løbende blive ved med at spørge ind til og være interesseret i, hvad barnet laver digitalt, opfordrer Lise Kirkegaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...