Hos Cirkus Trapez skal det være en oplevelse for hele familien at gå i cirkus samtidig med, at der værnes om de gamle cirkustraditioner som nostalgi, eventyr og duften af savsmuld og frisklavede popcorn.

Artisterne fra Trapez slår sig ned på dyrskuepladsen i Hjørring tirsdag 4. juli og onsdag 5. juli.

- Vi var ude første gang i 2016, hvor vi høstede stor ros for, at vores forestilling var i børne- og øjenhøjde, og derfor fortsætter vi ud af den vej. Derudover har vi oprustet i forhold til sidste år. Det betyder blandt andet, at vi i år har et live band med, og så er vi så heldige at Judy Glosted, der tidligere har været sprechstallmeister hos Cirkus Benneweis i en længere periode, har sagt ja tak til at træde ind i vores manege, fortæller Isabella Enoch, der sammen med Bernhard Kaselowsky er grundlægger af Cirkus Trapez..

Årets forestilling byder blandt andet på hårhængende luftakrobatik, utraditionel balancekunst, cykelartisteri, klovnerier og masser af dyr.

Cirkus Trapez er i ved Rådhuset søndag 2. juli, på Markedspladsen i Tversted 3. juli, på dyrskuepladsen i Hjørring tirsdag 4. juli og onsdag 5. juli og på Markedspladsen i Løkken torsdag 6. juli og fredag 7. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...