Kendte julesange på ny og sjov måde på Café Venligbo, søndag 2. december

HJØRRING: Kendte julesange på ny og sjov måde på Café Venligbo, søndag den 2. december

Som de små glæder sig til juleaften, glæder vi os til fællessangen 2. december. Har man sagt Ernest Petersen, har man også sagt god musik og underholdning og denne gang med vægt på det sjove og lidt utraditionelle.

Ernest kommer sammen med Lone Due Bak, som bl.a. er kendt fra skønne ”syng-sammen” på biblioteket og flere gange har optrådt sammen med Ernest.

- Vi skal i fællesskab synge de kendte julemelodier; men i en ny ”indpakning”. Det, vi er blevet præsenteret for, ser rigtig sjovt og spændende ud, lyder det fra Søren Mathiasen, der står i spidsen for Café Venligbo.

- Kom og vær med til at byde julemåneden velkommen. Udenfor vores café i Østergade 9, Hjørring er julelysene tændt, og indenfor er der lunt og dejligt, og vi har som sædvanlig kaffe/te på kanden. Tag gerne en eller flere med, som du synes også skal have oplevelsen af at synge julesange på en lidt anderledes måde. Vi garanterer, du nok skal komme i tidlig julestemning.

Ved den sidste fællessang var der sange om menneskelivet, sen efterår og tidlig vinter.

- Nu, hvor vi går ind i julemåneden, var temaet ligesom ikke til at ”komme uden om”. Jo flere vi er, jo hyggeligere har vi det sammen og vi har plads til alle.

Cafeen holder åben fra kl. 14,00 til 17,00 og fællessangen starter vi som sædvanlig kl. 15,00 og fortsætter en god times tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...