Søren Smalbro og Mai-Britt Beith Jensen mødte eleverne i to 1. g.-klasser

HJØRRING: Vendelbo Posten har modtaget følgende fra Simone Hasseris Jacobsen og Asta Hall, der går i 1b på Hjørring Gymnasium:

Onsdag morgen fik vi i 1.b og 1.m besøg af to medlemmer fra Hjørring byråd. Besøget var planlagt i forbindelse med det nyligt afsluttede forløb omkring politik, som vi havde gennemgået i vores samfundsfagstimer. De to medlemmer repræsenterede henholdsvis rød og blå blok og stod som formænd for hver deres post i byrådet.

Søren Steen Smalbro (V), byrådsformand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, lagde kort ud med at fortælle om sin dagligdag som byrådsmedlem. Søren har det overordnede ansvar for, at det industrielle i Hjørring fungerer. I forbindelse med sit daglige ansvar, forklarede han her, at han selv samme dag skulle til møde med Teknik- og Miljøudvalget. Her ville dagsordenen primært byde på en diskussion omhandlende mere grøn energi fremadrettet samt kystsikring til nye dagligvarebutikker i Hirtshals.

Mai-Britt Beith Jensen (S), formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget, fortalte ligesom Søren kort om sin hverdag inden for politik. Hun fortalte om balancen mellem både at være politisk engageret og have et fast job. Statsministerens nytårstale kom hun heller ikke udenom. Mai-Britt drøftede kort hendes og kommunens syn på situationen med udsatte børn og unge i Hjørring Kommune, hvorved de ikke nødvendigvis mener, at flere børn skal anbringes, men derimod at der skal sættes flere resurser af til familierne.

Vi mødte op onsdag morgen med den tilgang, at vi som borgere i Hjørring Kommune ikke har noget at skulle havde sagt, udover at stemme om hvem, der skal i byrådet. Den overbevisning ændrede Mai-Britt og Søren fuldstændig, og vi forlod lokale 70 med et helt andet syn på Hjørring kommune. Har vi kommentarer til, hvor det nærmeste busskur skal stå, vejene vi kører på til skole eller vores søskendes folkeskoler og deres trivsel, har vi rent faktisk mulighed for at få indflydelse på tiltag og ændringer.

De gik begge meget op i, at deres fornemmeste opgave er at gøre, hvad der er bedst for deres borgere, og at vi også har en stemme. Tak for besøget!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...