Hjørring Bridgeklub peger på ungdomsskolen Godthåbs tomme lokaler som egnet, fælles base

HJØRRING: Hjørring Bridgeklub har 239 medlemmer, der spiller tre dage om ugen i lejede lokaler på Buen 11.
Og formand Henning Langbak drømmer om at få et bridgehus, hvor alle Hjørrings bridgespillere kan have fælles base.
- Vores klub, en af de største i Jylland, og vi har cirka 90 spille på venteliste. Vi har derfor rettet henvendelse til kommunen om at få tildelt et spillested.
- Det første vi selv kunne se var det tidligere Vendsyssel Teater på Vestre skole. Klubben rettede derfor sammen med de øvrige klubber henvendelse til kommune for halvandet år siden. Vi har også været til møde med borgmester Arne Boelt.
- Det blev et positivt møde, men Vestre skole og teatersalen var ikke en mulighed.
- Senere fandt vi ud af, at Ungdomsskolen Godthåb har stået tom i fem år. Her findes der virkelig muligheder for at indrette et sted for alle bridgeklubber i Hjørring. Vi vil nu sende en ansøgning til byrådet om få base på Godthåb og håber på et positivt svar. Vi vil her kunne skabe helt nye muligheder for vores sport, tilføjer Henning Langbak.

Stifter er æresmedlem

I år har BK 1973 fejret 45 års jubilæum, idet den blev stiftet i april 1973.
På årets generalforsamling blev stifteren Gitta Lauritsen udnævnt til klubbens æresmedlem for sin ihærdige indsats. Gitta har i alle de 45 år spillet - og gør det stadig to gange om ugen - men hun har også altid været turneringsleder.
Jubilæet blev fejret af 110 medlemmer til jubilæumsfest. Under festen var der forskellige indlæg, og det hele kulminerede med optræden af Susanne Heinrich og Peter Schrøder med uddrag af teaterstykke "Hvem spiller ud".

Undervisning en trumf

Formand Henning Langbak ser tilbage på en forrygende og travl sæson i B1973.
På bridgeklubbens generalforsamling blev det i øvrigt besluttet, at klubben i august inviterer til turnering hver tirsdag aften.
- Og søndag 26. august holder vi Bridgens Dag med åbent hus for interesserede, der kunne tænke sig at høre mere om spillet.
Henning Langbak understreger samtidig, at det sociale liv i bridgeklubben har stor værdi for medlemmerne. Og at mange venskaber er skabt i klubbens regi.
- Man kan høre og fornemme den gode stemning, der er før turneringerne.
Klublivet i Hjørring Bridgeklub omfatter ikke alene turneringsspil. Klubben tilbyder også undervisning på alle niveauer, og netop undervisningen er en af forklaringerne på klubbens store succes.
- I samarbejde med Ældresagen arrangerer vi undervisning på begynderniveau. Vi har i år haft tilsammen 18 deltagere i efteråret.
Straks efter jul får begyndere tilbud om træning i at spille turnering, så de i det følgende efterår kan spille med i klubben.
- Det er altid bedst straks at komme til at spille, for du lærer bridge ved at spille bridge, tilføjer formanden.
Klubben har i øvrigt kurser på alle niveauer - både for begynder og rutinerede bridgespillere. Hvert år i november kommer landstræneren Jacob Røn og underviser i en weekend i to emner indenfor spillet, og her deltager cirka 100 spillere.
Formanden tilføjer, at klubben råder over det mest moderne udstyr indenfor bridgespillet.
- For adskillige af vore medlemmer er vores tilbud ikke nok. Mange højskoler arrangerer hvert år ugekurser i bridge og almindelige højskolefag, og jeg hørte forleden, at en større gruppe var tilmeldt en højskole ved Aarhus, smiler Henning Langbak.
Hjørring Bridgeklub vil efter sommerferie stå for skolebridge på Sindal Skole, hvor 24 elever får tilbud om at lære spillet at kende.

Bridgeklub på rejse

Hvert år arrangerer Hjørring Bridgeklub to åbne turneringer - i år Jubilæumsturnering med 120 deltager inklusiv 40 spillere fra klubber i Norge. Turneringen blev vundet af Jesper Kragh og Poul Clemmensen fra BK Nord Aalborg. Hertil kommer Inner Wheel-turneringen på Hjørring Gymnasium med 144 deltagere. Fredag 24. august afvikler Hjørring Bridgeklub også årets GolfBridgeturnering - en udfordrende kombination for deltagerne, der dyster i henholdsvis golf og bridge.
Klubben arrangerer hvert år en bridgerejse til udlandet for medlemmerne. I år går turen til Barcelona, og 55 medlemmer deltager.
- Vi har selvfølgelig kortene med. Hver aften spiller vi turnering, og dagens resultater sender vi til klubbens hjemmeside, så medlemmerne kan følge med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...