Ved jubilæumskoncerten søndag på UCN i Hjørring var tidligere og nuværende medlemmer af Nordjysk Pigekor samlet

HJØRRING: Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), var søndag på scenen i forbindelse med den store jubilæumskoncert for Nordjysk Pigekor. Det er ikke fordi, Arne Boelt er blevet tenor i koret, men han har fået en meget vigtig post som protektor for Nordjysk Pigekor.

Helt konkret betyder det, at borgmesteren og pigekoret i samspil skal profilere Nordjylland, Hjørring Kommune og Nordjysk Pigekor.

- I forældrebestyrelsen glæder vi os over, at borgmesteren har øje for værdien af at have et pigekor, der gennem 55 år har medvirket til stor sangglæde, fællesskabsfølelse og venskaber for livet for tusindvis af nordjyske piger, siger formand for Nordjysk Pigekor, Tina Gaarden Geertsen.

Ved jubilæumskoncerten søndag på UCN i Hjørring var tidligere og nuværende medlemmer af Nordjysk Pigekor samlet. Her sang de forskellige kor-generationer deres ”egne” sange, ligesom der blev opført sange, som blev sunget af alle, og som korene forinden havde øvet under et ophold på Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.

At pigerne, som efterhånden er blevet til kvinder, fortsat mødes, og at venskaberne fra tiden i Nordjysk Pigekor holder, vidner om et stærkt, socialt sammenhold i koret. Der er dog også øvet i utallige timer gennem tiden. Det er nemlig en forudsætning for at kunne opretholde en høj stadard inden for korsang.

- Og det er dén høje standard, jeg er imponeret over, siger borgmesteren.

- Hvis man sammenligner med et fodboldhold, er det ikke usædvanligt, at fodboldholdet rykker op og ned i tabeller og rækker. Men Nordjysk Pigekor har formået altid at præstere på et højt niveau, og det synes jeg, er utrolig flot, siger Arne Boelt.

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at selv om han ofte ”kloger sig” på sport, så er musikken noget særligt, der også gør ham glad.

- Og så er jeg meget fascineret af at se et kor optræde. I modsætning til eksempelvis en fodboldkamp, hvor spillerne giver udtryk for glæde EFTER kampen, så kan man se, at pigerne i koret er glade, når de synger. De har fuld fokus på dirigenten, de er dybt koncentrerede, og de lever sig virkelig ind i det. Og når dirigenten får en sang fremført flerstemmigt, kan man blive helt målløs over, hvor smukt det kan lyde. Det er så meget mere end det, der kommer ud af munden, siger han.

Arne Boelt understreger, at han ikke har sagt ja til at være protektor for at være venlig, med fordi han bakker fuld og helt op om koret. Han mener, det er vigtigt, at Hjørring Kommune har plads til og bakker op om eliten og dem, for hvem musik er mere end blot en almindelig interesse.

- Vi har rigtig mange, gode kor i kommunen, og det er godt, at vi kan tilbyde så meget forskelligt. Pigerne i Nordjysk Pigekor øver sig rigtig meget, for det skal man, hvis man vil levere på et fast, højt niveau, og jeg er stolt over, at vi i Hjørring Kommune kan blive ved med at præsentere korsang på så højt niveau. Det har en god branding-værdi for os, siger han.

Nordjysk Pigekors forældrebestyrelse ser frem til samarbejdet med Arne Boelt, der løber frem til næste kommunalvalg (2021).

- Vi er glade for, at Arne Boelt som protektor vil medvirke til at passe godt på Nordjysk Pigekor - det gælder såvel de 53 korpiger som pigekorets to dirigenter, siger formand Tina Gaarden Geertsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...