Hjørring Bibliotek byder inden for til eventyrlige oplevelser for både store og små

HJØRRING: Eventyrenes mangeartede kulisselandskaber spreder sig ud i hvert et hjørne på Hjørring Bibliotek i marts. Tager man en runde langs det røde bånd, der glider som en snor gennem samtlige kvadratmeter, vil man opdage, at dekoratøren og litteraturformidlerne har gjort en dyd ud af at komme godt omkring i det litterære eventyrlandskab:

Fra Klods-Hans med ged og kongetrone på børnebiblioteket, forbi en sovende Snehvide med kysmund og dværgeselskab til Heksens Køkken, hvor gnæggeriet ingen ende vil tage. Rottefængeren fra Hameln står klar med lokkende fløjteri, mens Svinedrengen vælter sig i pludder og øffende selskab. Hos Rødhætte lurer angsten, for hvem snorker dog derinde i mørket?

Der er skruet op for alle haner, og sanserne får sig for alvor en tur i manegen. Rundt om hvert et hjørne lurer et nyt eventyr – med lyd, film og nok at opleve.

Invitation til børnefamilier

Hvert år deltager en stor skare af kommunens ældste børnehavebørn i Eventyrrejsen – et koncept, som bibliotekspersonalet på Hjørring Bibliotekerne kaster sig over med stor entusiasme. Der er nye eventyr og nye opgaver, og så er der tilbagevendende karakterer, som ingen har lyst til at undvære.

I år er også børnefamilierne taget med i ligningen:

- Eventyrrejsen har altid været for børnehavebørn, men i år har vi besluttet, at børnefamilierne også skal have mulighed for at opleve den levende eventyrformidling, fortæller bibliotekar Gitte Larsen. Det sker den sidste lørdag i marts.

Børnefamilierne vil blive sendt af sted rundt på biblioteket med et skattekort, hvor alle poster er tegnet op. Her møder de eventyrkarakterer og får fortalt og selv deltaget som aktive elementer i fortællingerne.

- Vi synes, at Eventyrrejsen er et virkelig vellykket koncept på alle parametre: Vi får lov til at formidle klassisk børnelitteratur, og deltagerne får en lærerig og sjov oplevelse med udgangspunkt i dansk kulturarv, bemærker Gitte Larsen.

Der venter altså en magisk familieoplevelse, ganske gratis, for kvalitetstidsparate børnefamilier, særligt med børn fra 4 år. Mindre og ældre søskende kan også være med. Det sker lørdag 30. marts i tidsrummet 11 til 12 på Hjørring Bibliotek. Der skal på forhånd bestilles familiebilletter på www.hjbib.dk, hvor man også kan vælge det tidspunkt, der passer bedst. Hver familiebillet skal tælle mindst én voksen og maks 4 børn.

Det er i hele marts muligt for alle nysgerrige at tage turen rundt i Eventyrrejsen. Der udleveres foldere, der fortæller eventyrbidder og stiller spørgsmål, som pirrer nysgerrigheden og opfordrer til at indgå aktivt i fortællingernes univers.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...