Børnebiffen Lønstrup åbnede søndag med en reception og sin første filmfremvisning for de yngste

HJØRRING: Forventningens glæde var stor, da omkring 50 børn søndag eftermiddag var mødt op sammen med mindst lige så mange voksne - klar til at nyde et glas børnechampagne og en håndfuld varme popcorn fra biografens nye popcornmaskine, inden den første film tonede frem på lærredet bagest i biografsalen.

Børnebiffen Lønstrup er et nyt initiativ under Lønstrup Café Bio og er blevet til på opfordring af en lokal forældregruppe. Et udvalg nedsat af bestyrelsen i Lønstrup Café Bio har gennem det seneste halve år udviklet konceptet med input fra forældregruppen. Søndag var dagen, hvor Børnebiffen Lønstrup for første gang tog imod sit publikum.

Inge-Marie og Flemming Skov var sammen med deres barnebarn, Silas Vinding, de første til at møde op og finde sig en plads i biografsalen. Parret bor i Lønstrup og er medlem af foreningen omkring Lønstrup Café Bio:

- Vi er dybt imponerede over de mange forskellige arrangementer, som Lønstrup Café Bio stiller på benene. Silas er lige fyldt 4 år, så nu er han gammel nok til at komme med i biografen.

Inam Yasin og Inge Balslev, formand for Lønstrup Café Bio, bød velkommen til alle de mange børn og voksne og takkede for det store fremmøde. Inam er en af de lokale forældre, der i sin tid ønskede sig en aktivitet for børnene og deres familier og tog fat i biografens bestyrelse. Hun og et par andre mødre fra den lokale forældregruppe deltog på dagen og hjalp biografens frivillige personale med det praktiske.

Biografsalen var helt fyldt op, så borde og stole blev trukket ud til siden for at give plads til børn og voksne på gulvet. Nanna og Vilje havde valgt at sætte sig helt tæt på lærredet og fulgte opmærksomt med, da Inge Balslev modtog et gavebevis på donationen fra Spar Nord Fonden på 10.000 kr.

Carsten Nielsen fra Spar Nord i Hjørring var mødt op for at overrække den flotte donation fra Spar Nord Fonden: - Vi vil gerne støtte lokale arrangementer, og gerne noget, der kommer børn og unge til gode. Og når der – som i det her tilfælde – er nogle ildsjæle, der brænder for at gennemføre sådan et spændende projekt, så vil vi gerne bakke op om det.

- Et initiativ som det her er med til at gøre en forskel. Her er der nogle ildsjæle, som får noget til at leve ude i samfundet, sagde Carsten Nielsen og klippede den røde snor, mens de første billeder begyndte at rulle hen over skærmen. Et blik ud over en spændt forsamling – og ingen tvivl om, at tilslutningen til den første filmfremvisning i Børnebiffen Lønstrup var stor.

I løbet af eftermiddagen blev der vist i alt 12 film med en indlagt pause efter en halv time, hvor de første film for de mindste var blevet vist. Da den sidste film var slut, og lyset i biografsalen var slukket, fangede vi 5-årige Nanna Holm Mortensen på vej ud af biografen.

- Det var rigtig godt, fortalte hun.

På spørgsmålet, om hun havde lyst til at komme igen en anden gang, svarede Nanna – ”JA!” Mon ikke mange af de andre, som var i biografen i Lønstrup søndag eftermiddag, også vender tilbage, når Børnebiffen Lønstrup igen viser film for de yngste søndag den 3. november kl. 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...