Vendsyssel FF introducerede sin nye maskot ved mandagens superliga-kamp mod FC Midtjylland

HJØRRING: Vendsyssel FF tabte mandag aften, så superligaklubbens nye masket - Børge - havde ikke den ønskede effekt.

Eller bragte han netop held med sig, fordi man kun tabte 0-1 til de forsvarende mestre? - det kan de fodbold-kyndige sikkert diskutere stolpe op og stolpe ned.

I hvert fald er det et faktum, at Vendsyssel FF præsenterede sin nye maskot - og flere nye spillere - i forårs-premieren mod FC Midtjylland.

Af en video på klubbens facebook-side fremgår det, at det er en dreng, som i årevis har buret sig inde på Børglum Kloster i ren og skær skam, fordi han har været flov over egnens fodboldhold

Men i maj 2018 - da oprykningen til landets bedste fodboldrække kom i hus - løb han mod stadion for at være med i begivenhederne.

Eftersom det har taget ham mere end et halvt år at nå frem, så er det nok ikke Børge, Jens Berthel Askou skal skifte ind, hvis han synes, han kommer til at mangle fart i de kommende kampe ...

Med nederlaget ligger Vendsyssel FF tredje sidst i tabellen a point med Vejle, men to point foran Hobro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...