35 biler rullede ind på Ærøvej, hvor Jørn Just tog imod

HJØRRING: Flotte, velpolerede BMW-biler gled lørdag eftermiddag ind på Ærøvej 19 i Hjørring, og parkerede ved Suvo Hjørring Rustbeskyttelse. 35 biler var linet op.

BMW-ejere fra hele landet var på udflugt i det gode vejr, og bilejerne blev modtaget af indehaver Jørn Just og hans hustru Gitte.

BMW-klubben fik rundvisning i firmet, og Jørn Just fortalte blandt andet om undervognsbehandling, polering af biler og Suvo-kædens lancering af en ny lyddæmpning til biler.

- Det var et rigtig godt møde - alle var positive og interesserede, fortæller Jørn Just.

Gitte og Jørn Just ejer firmaet sammen med sønnen Jess, der skal overtage virksomheden.

Jørn når pensionistalderen sidst på året, og han er en erfaren herre indenfor branchen. I godt 30 år har han rustbehandlet biler.

- Jeg var det første Suvo-center i Danmark - og er ældst i gårde i dag. Vi er Danmarks største Suvo-center indenfor undervognsbehandlinger.

Kæden har et mål om, at erobre halvdelen af det danske marked inden for rustbehandling.

Medlemmerne af BMW Club havde inden besøget i Hjørring været på El-værket i Bindslev og fortsatte fra Hjørring til Brønderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...