Hjørring-firmaet har vundet opgaven og skal sammen med andre aktører rådgive kommunen

HJØRRING: Slagelse Kommune ønsker at opføre en ny aldersintegreret daginstitution for 120 børn (0-6 år) med et bruttoetageareal på ca. 1080 kvadratmeter på en ca. 5490 kvadratmeter stor byggegrund i Slagelse.

Det oplyser Hjørring-firmaet Bjerg Arkitektur i en pressemeddelelse.

Bjerg Arkitektur skal løse opgaven sammen med EKJ Rådgivende Ingeniører og Vega Landskab. Den nye daginstitution skal fungere som et idrætsdagtilbud, hvor kroppens betydning, leg, natur, bæredygtighed, kultur og fællesskabet er i centrum. Og rådgivningsteamet skal rådgive om totaløkonomi, energi, materialer og levetid.

- Rådgiverteamet ser frem til samarbejdet med Slagelse Kommune. Med afsæt i det pædagogiske grundlag, vil vi designe Jonslundens nye børnehus, således der dannes trygge rammer for børnene i et idrætsdagtilbud med fokus på kroppens betydning, leg, bæredygtighed og fællesskaber, lyder det fra sagsarkitekt og partner i Bjerg Arkitektur, Maria Bjerg Nørkjær i pressemeddelelsen.

- Et børnehus betragter vi som børnenes første udviklingscenter, en arbejdsplads som rent logistisk skal fungere for personalet og et samlingspunkt, som skal imødekomme og åbne sig op for de lokale.

- Det er vores force at designe stimulerende miljøer, der appellerer til, at både børn og voksne kan have meningsfulde aktiviteter med hinanden.

Med naturen som omdrejningspunkt for udeliv og science, skal børnehuset skabe rammerne for børnene i deres læren om naturen og bæredygtighed.

Læringsmiljøerne skal skabe et sammenhængende funktionelt og æstetisk helhedsindtryk, hvor der stilles skarpt på at børnehuset udformes klimavenligt og bæredygtigt. Her indgår naturens ressourcer i de aktive uderum og indendørs danner huset rammerne for et sundt indeklima med dagslys, leg, læring og plads til motorisk udfoldelse.

Daginstitutionen i Slagelse forventes at stå færdig i maj 2021.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...