Kvinderne havde en fest i kvindeugen - nu er det mændenes tur til at blive forkælet. Foto: Torben Hansen

Hjørring Handels medlemmer vil kræse for mændene

HJØRRING: Efter en forrygende kvindeuge, er det nu mændenes tur til at slå sig løs.
- Der er mulighed for at give en rigtig god farsdagsgave, siger event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel.
Hun foreslår blandt andet vip-arrangementet 8. juni på Vendelbohus som en oplagt fars dagsgave.
Flæsk, øl og brændevin er overskriften på aftenen, der rundes af med dobbeltkoncert med McGuinness og Creedence Clearwater Revival by Creedence Allstar.
Herre-evntet frister med spisning, foredrag og dobbeltkoncert.
- Vi lover det bliver sjovt og overraskende, lyder det fra Rikke Ejsenhardt, der afvikler aftenen i tæt samspil med Henrik Konnerup fra Spar Event.
Samme aften 8. juni frister Hjørring BioCenter med herretur til midnatsfilmen Jurassic World, der har premiere 7. juni.
Centrum-Auto i Hjørring har 8. juni herreaften med jysk tapas.
- Vi kan med garanti love, det bliver en RIGTIG herreaften, lyder det fra Centrum-Auto.
- Vi skal gennemgå bilens teknik, vi fortæller om Au2cloud og har lånt en bil - et af de mærker I ikke ser hver dag - og en ansat fra Autobranchens Udviklingscenter.
SuperVin stiller op med vinsmagning, og der bliver kørsel i simulator. Her kan mændene kæmpe om, hvem der sætter den bedste tid på Willow Springs Raceway.
Aftenen byder desuden på en omgang hjulskift på tid og dæk-kast.
Fra klokken 21.30 er der på beerwalk - først til Zwei Grosse, og derefter til Bjesken, hvor deltagerne slutter af.
Der er plads til 20 deltager og prisen for at være med er 100 kroner.
Lørdag vil Skoringen i Strømgade være klar til at pudse mændenes sko gratis, mens de nyder lidt godt til ganen. Samme aften frister Barbaras med en smagning.
- Vi arbejder fortsat på at få bygget flere aktiviteter på lørdag, tilføjer Rikke Ejsenhardt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...