Hjørring Musikforening inviterer til koncert i festsalen søndag 25. oktober

HJØRRING: Kongelig kammersang, tenor Stig Fogh Andersen, og Beethoven-klavertrio gæster søndag 25. oktober Hjørring Gymnasium & HF-Kursus på Skolevangen i Hjørring.

De medvirkende opfører sange af Beethoven og klavertrioen spiller blandt andet Beethovens klavertrio nr. 5 ”Geistertrio”.

Hjørring Musikforening er arrangører af koncerten, der begynder klokken 15.

Koncertens hovedperson har haft en imponerende karriere. Stig Fogh Andersen debuterede på Den Jyske Opera i 1978 og blev allerede i 1980 ansat som solist på Det Kongelige Teater. Han har sunget en bred vifte af operaværker, men det er især som Wagner-sanger, han er blevet efterspurgt over hele verden. Det tog især fart efter succesen som Siegfried i Nibelungens Ring på Den Jyske Opera i 1994, og han har siden sunget Siegfried godt 150 gange over hele verden. I 2006 blev Stig Fogh Andersen udnævnt til kongelig kammersanger, men nu efter 25 års krævende og trættende rejsevirksomhed har han trappet ned.

Ved koncerten medvirker også en klavertrio – som spiller værker af L.v.Beethoven og Mogens Christensen.

Koncerten gennemføres naturligvis under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes aktuelle anbefalinger. Vi følger Covid-19 situationen tæt, og vi gør alt, hvad vi kan for at musikforeningens koncerter kan gennemføres på betryggende måde.

Program:

L.v. Beethoven:“An die ferne Geliebte” - sangcyklus op. 98 for tenor og klaver

Mogens Christensen: Klavertrio “Nordic summer ghost” (1996)

L.v. Beethoven:Klavertrio nr. 5 ”Geistertrio” i D-dur op 70 nr. 1

L.v. Beethoven: 12 skotske (op. 108) og irske sange, (WoO 152-154) for tenor og klavertrio

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...