HPR fik hele pladen fuld, da skolen onsdag afviklede julebanko i Femhøje Idrætscenter

HJØRRING: 10. klasserne på Hjørring Private Realskole knoklede onsdag 5. december om aftenen for at afvikle årets julebanko i Femhøje Idrætscenter. Og med en rekorddeltagelse på over 260 bankspillere var der nok at se til for de unge mennesker, som selv fik aftenens største gevinst i form af et flot overskud på hele 14.211 kr. En gevinst, de dog ikke beholder selv, men giver videre til eleverne på Annegretheskolen i Gambia i Vestafrika.

Sofie Zanani og Simon Riisager var blandt de elever, der stod for bankospillet, og de to havde ansvaret for opråb og registrering af numrene, mens klassekammeraterne hjalp med uddeling af præmier og pasning af salgsboder.

For Simon var det at arrangere bankoaftenen en smule grænseoverskridende, men det har også givet ham masser af værktøjer, han kan bruge fremadrettet.

- Det har bl.a. givet mig erfaring i at stå foran et så stort et publikum, men også hvad det vil sige at gennemføre et arrangement til gavn for andre, fortæller han.

- Og det er da helt vildt at være med til at sætte sådanne arrangementer op og få tingene til at lykkedes, tilføjer Sofie.

Sofie glæder sig at komme til Gambia og være med til sammen med de øvrige 20 elever og stablen på syv voksne, som skal besøge Annegretheskolen i februar/marts 2019.

- Jeg glæder mig især til at skulle undervise de afrikanske børn på skolen, men også til at gennemføre sundhedstjek på eleverne, hvor vi i år bl.a. skal lave synstest på dem, siger hun.

De indtjente penge fra bankoaftenen skal bruges på undervisningsmaterialer til og udflugter for de 329 elever på Annegretheskolen, som til foråret venter spændt på at få besøg af HPR’s elever. HPR’s 5. A og 6. B skal til januar i gang med at forberede små pakker til deres afrikanske venner, som eleverne i 10. klasse skal overrække sammen med de godt 14.000 kr. fra bankospillet, når de kommer derned om to måneder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...