Bagterp VVS og Idécenter åbnede dørene til brændovne, badeværelser og varmepumper

HJØRRING: Vejret var perfekt til en hyggedag ved brændeovnen, da Bagterp VVS og Idécenter fredag og lørdag inviterede til åbent hus med flotte fristelser til badeværelset, information om varmepumper og et kig på, nårh ja, brændeovne.

Inden for spillede flammerne i brændeovnen, og ude på gårdspladsen havde Jydepejsen rullet den store mobile showbus op fyldt med brændovne for enhver smag og pengepung.

På gårdspladsen var der blandt andet også mulighed for at få pølser fra grillen og mere viden om varmeblæsere - og så kunne gæsterne ellers gå på opdagelse i udstillingslokalerne og få gode ideer og inspiration til indretning af badeværelset.

Godt besøgt trods regn

Direktør Anders Højholt Nielsen fra Bagterp VVS og Idécenter snakkede med gæsterne og gav gode råd - og glædede sig over tilstrømningen trods efterårsvejret.

- Vi vil gerne fortælle, hvem vi er og skabe noget liv, sagde han med et nik ud i det store udstillingslokale med badeværelsesmiljøer.

- Og vi vil især gerne fortælle, at vi har en del brændeovne. Vi laver jo mange badeværelser, og nu kan vi også sælge og montere brændovne. Det har vi gjort før, og nu tager vi det op igen. Rigtig mange har opfordret os, tilføjede Anders Højholt Nielsen.

Anders konstaterer desuden, at interessen for varmepumper er stor.

- Det er meget in - og lige nu er der lagt op til store tilskud til varmepumper. Det bliver rigtig godt. 15. oktober får vi endelig besked om tilskudsstørrelser, fortalte Anders Nielsen, der ugen forinden sætter sig på kursusbænken og bliver VE-certificeret til håndtering på varmeblæser-feltet.

- Vi forventer en tredjedel af investeringen i tilskud. Og det vil få markedet til at eksplodere, forudser Anders Højholt Nielsen.

Gang i brændovnene

Jydepejsen og Bagterp VVS har indgået aftale om forhandling af brændovne, og Michael Nielsen fra Jydepejsen havde mange gæster i pejsebussen. For efteråret betyder behov for hygge og varme inden døre.

- Jeg sammenligner mig lidt med ham, der sælger is. Han har travlt om sommeren. Lige nu er der sæson for køb af brændeovne, så vi har rigtig travlt, smilede Michael Nielsen, der har været i branchen i 29 år. Og hermed kunne han give særdeles kvalificeret vejledning til kunderne i bussen.

Varmepumper - det nye sort

På gårdspladsen bemandede Allan Andersen fra Daikin en stand med varmepumper.

- Det er det nye sort, smilede Allan Andersen med et nik mod udvalget.

- Vi ved, der kommer en ny tilskudordning, men der er lidt uvished om, hvor højt tilskuddet bliver. Men det bliver på mellem 20.000 og 30.000 kroner, vurderer Allan Andersen.

- Hvis folk vælger et luft-til-vand-anlæg i stedet for gasfyret, kan de faktisk hente op til 20-30.000 kroner i tilskud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...