Billetsalget til Anders Matthesens nye animationsfilm er eksploderet. I julen har den solgt intet mindre end 345.047 biografbilletter, hvilket har givet Ternet Ninja den bedste start nogensinde for en dansk film.

HJØRRING: Anders Matthesens tredje spillefilm tegner til at blive hans suverænt mest sete i biografen. Efter kæmpesucceserne Terkel i Knibe fra 2004 (376.188 billetter) og Sorte Kugler fra 2009 (405.057 solgte billetter) er billetsalget til Anders Matthesens animationsfilm Ternet Ninja gået helt amok. Filmen fik biografpremiere 1. juledag, og hele juleperioden er biografgængere valfartet til filmen over hele landet - således også til Hjørring BioCenter.

På de første otte dage siden premieren har filmen allerede solgt hele 345.947 biografbilletter inklusiv snigpremierebilletter, hvilket er den bedste startuge for en dansk film nogensinde. Det er også den bedste firedages åbningsperiode for en dansk film nogensinde med 222.760 solgte billetter inkl. snigpremierebilletter (199.933 billetter for de første fire dage uden snigpremierebilletter), hvor den overgår Journal 64 på 2. pladsen (215.910 billetter inkl. snigpremierebilletter – 151.211 uden snigpremierebilletter) og Flaskepost fra P på 3. pladsen (207.635 billetter inkl. snigpremierebilletter – 154.308 billetter uden snigpremierebilletter). Endelig er det også den bedste åbning for en animationsfilm i danske biografer til dato.

Hos Nordisk Film Distribution er det svært at skjule begejstringen. Direktør Frederik Honore udtaler:

- Det er ganske enkelt en historisk god start som TERNET NINJA har fået i biograferne. Vi havde godt en stærk fornemmelse af, at filmen ville finde sit publikum. Men at en animeret familiefilm har solgt så mange billetter hver dag i hele juleperioden havde vi alligevel ikke turdet håbe på. Det har vist sig at være en film, der favner enormt bredt og både har en stærk appel til børnefamilier, men også et voksent publikum, som kan lide et godt grin eller er fans af Anders Matthesen. Med et fortrinligt word-of-mouth og meget flotte anmeldelser i ryggen har filmen et virkelig godt fundament at stå på den kommende tid, og hvis billetsalget fortsætter i sit nuværende tempo, kan filmen blive én af de mest succesfulde danske film i flere år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...