Advokaterne på Torvet i Sæby bliver nu en del af HjulmandKaptain i henholdsvis Frederikshavn og Hjørring.

Hermed bliver advokaterne John Henrik Andersen og Jens Christian Christensen, der er indehavere af Advokaterne på Torvet i Sæby, en del af Nordjyllands største advokatfirma, HjulmandKaptain.

- Det er to rigtig dygtige advokater, som nu efter fælles forståelse vil fortsætte deres advokatgerning hos os. Begge er højt respekterede og har et solidt netværk. Og vi glæder os til at byde dem velkommen fra 1. januar 2018, siger advokat og bestyrelsesformand i HjulmandKaptain Karsten Madsen fra kontoret i Frederikshavn.

John Henrik Andersen og Jens Christian Christensen etablerede Advokaterne på Torvet i 1986. Men de har siden 2004 haft kontor i Det Gl. Bibliotek på Frederikshavnsvej i Sæby. Her har John Henrik Andersen udmærket sig inden for miljøret, insolvensret og privatret, mens Jens Christian Christensen i dag er én af Jyllands mest anerkendte strafferetsadvokater. De to advokater har dog erkendt, at det bliver sværere og sværere at drive selvstændig advokatforretning, og det er den væsentligste årsag til, at de ønsker at blive en del af noget større.

- Vores fag og branche bliver mere og mere kompleks, og hér har de store advokatfirmaer som HjulmandKaptain en lang række fordele. De enkelte advokater kan trække på et stort antal interne specialister fordelt på mange juridiske fagområder. Det er en klar styrke, og det glæder vi os til at blive en del af. Konkret står vi over for omfattende investeringer i forhold til den digitalisering, advokatbranchen er i gang med. Retssagerne bliver digitale og en ny persondataforordning skal implementeres. Derfor er timingen god for os, siger advokat John Henrik Andersen.

Han har valgt at blive en del af HjulmandKaptains kontor i Frederikshavn, mens advokat Jens Christian Christensen rykker til kontoret i Hjørring, da han i forvejen bruger meget af sin tid i retten i Hjørring. De to advokater bor dog stadig privat i Sæby, hvor mange af HjulmandKaptains advokater også bor.

- Advokaterne på Torvet er den sidste selvstændige advokatforretning i Sæby, og denne lukker nu ned som følge af vores aftale med Advokaterne på Torvet, men Sæby er stadig den by i Vendsyssel, hvor de fleste af vores advokater bor privat, siger Karsten Madsen og fortsætter:

- Vi ser således frem til at kunne yde en god service og rådgivning til den kundekreds, som indtil overdragelsen har været kunder hos Advokaterne på Torvet.

Det er da heller ikke tilfældigt, at John Henrik Andersen og Jens Christian Christensen har valgt at gå til netop HjulmandKaptain:

- HjulmandKaptain var af flere grunde vores klare førstevalg. Vi kender mange af vores fremtidige kolleger og har stor respekt for deres både menneskelige og faglige virke. Ikke mindst derfor ser vi sammensmeltningen som en ideel løsning, tilføjer advokat Jens Christian Christensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...