Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Larsen i en tragisk fortælling om venskab og om nazismens fremmarch i Tyskland

HJØRRING: Hjørring Teater viser 10. oktober Det Kgl. Teaters forestilling ”Adressaten Ubekendt” - de to medvirkende på scenen er Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Larsen.

Adressaten ubekendt er en smuk og tragisk fortælling om venskab, om nazismens fremmarch i Tyskland og om to mennesker, der mister fodfæstet i den nye verdensorden.

Det er en advarsel til samtiden mod nazistisk inficering og til eftertiden, om de små skridt, der fører til menneskelig tragedie og katastrofe.

To tyske venner, Max og Martin, ejer sammen et kunstgalleri i San Fransisco. I 1932 vælger Martin at flytte tilbage til Tyskland, hvilket bliver starten på en halvandet års lang brevveksling. Langsomt fascineres Martin af tidsånden i Tyskland og af Hitlers retorik, og korrespondancen tager en ubehagelig drejning. Max, som er blevet tilbage i USA, er nemlig jøde.

Samtale i salen

Efter pausen fortæller historiker Christoffer Emil Bruun om, hvordan Danmark som land og folk stillede sig til de totalitære trusler i årene op til 2. Verdenskrig, og hvordan vi i de år som samfund mødte nazismen. Efter denne fortælling åbnes for publikums refleksion.

Denne 2. del er forfattet af historiker Bo Lidegaard.

Adressaten ubekendt giver ingen svar, men er en medrivende påmindelse om, at vi hver især har et ansvar for at finde dem.

Anbefales fra 15 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...