Regnskab, budget og beretning skylles ned med rødvin samt ost og kiks

HJØRRING: Tirsdag den 19. marts klokken 19 holdes der årsmøde i den selvejende institution, Vrejlev Hæstrup Hallen/Poulstrup Hallen i Poulstrup.

Årsmødet holdes i cafeteriet i hallen på Poulstrup Skolevej 5 i Poulstrup, og alle er velkommen. Traditionen tro er foreningen vært ved ost, kiks og rødvin, samt en øl eller sodavand.

Vrejlev-Hæstrup hallen i Poulstrup blev bygget i 1990 og er løbende vedligeholdt, blandt andet med nyt tag i 2009 og med tilbygning af et moderne motionscenter i 2006. I 2017 blev hallen udvidet med en tilbygning på 130 m2, og i 2018 er der kommet nye vinduer i hele hallen, samt bygget nye taglyskonstruktioner med rytterlys i selve idrætshallen, ligesom cafeteriets køkken er blevet ombygget og udvidet til mere end dobbelt størrelse.

Midler til rytterlys og vinduer/døre blev finansieret fra Grøn Pulje - Møllemidler. Hallens motionscenter har fået udvidet maskinparken med to nye motionsredskaber, og benyttes som selvbetjeningsmotionscenter, hvor brugerne betaler efter forbrug og selv låser sig ind med en nøglechip.

Se mere om hallen og motionscenteret på www.vrejlev-haestrup-hallen.dk HH

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...