Sommerspillet satte sæsonrekord - aldrig før har så mange indtaget bænkerækkerne i Sct. Knuds Kilde

HJØRRING: Grease trak 9800 tilskuer til Sct. Knud Kildes Friluftscene, og hermed kan sommerspillet notere en gedigen rekord. For aldrig før har så mange set sommerspillet på en sæson. Sidste rekord blev sat i 2008 med Emil fra Lønneberg med 8775 besøgende.

Det var da også en glad formand for Hjørring Sommerspil, Kaj Nørholm, der overværede sæsonens sidste opførsel fredag aften.

- Det er gået over al forventning, og publikumsmæssig har vi aldrig i sommerspillets historie haft så mange mennesker inde.

- Det har nok noget at gøre med, at vi har valgt et stykke, som rammer bredt. Den lidt ældre generation kan huske filmen fra de var unge, og så har den været vist mange gange siden - det betyder, at den også siger de unge noget. Så vi er virkelige glade, sagde Kaj Nørholm.

Der var planlagt ti forestillinger, men desværre måtte sommerspillet aflyse forestillingen torsdag aften efter premieren.

- Det var vi kede af. Men på grund af regnvejret, var scenen våd og glat, og med de mange danseoptrin var det uforsvarligt, sagde Kaj Nørholm.

Publikumsmæssigt toppede sæsonen mandag aften med hele 1968 tilskuere på rækkerne.

- Det var vildt. Vi var nødt til at bede folk om at rykke tæt sammen.

Bag Hjørring Sommerspil står en stor skare frivillige, og det har stor betydning for dem, at publikum bakker så massivt op.

- Det betyder jo, at det vi laver, har blivende værdi. Vi har kørt uden afbrydelser siden 1993, og det her giver kun mod på at fortsætte. I år er vi særligt glade for, at der er så mange unge mennesker på scenen. Vi skal have en fødekæde, og vi håber jo, at mange af de unge får lyst til at være med igen, sagde Kaj Nørholm.

- Mange af de unge har aldrig stået på en scene før, men jeg tror, flere af dem er blevet bidt af det her.

En del af årets store succes tillægger formanden instruktør Helge Reinhardt, koreograf Bente Hyttel og kapelmester Bjarne Langkjær.

Og Grease blev - også på den sidste spilleaften - leveret med stor overbevisning af de unge skuespillere. Der var show, sang og humor - og de unge talenter shinede på scenen og nåede langt ud over scenekanten.

Hjørring Sommerspil er på scenen igen næste år, hvor valget er faldet på ”Mød mig på Cassiopeia”. I 2020 er der også planlagt vinterforestilling, men her er det endnu ikke besluttet, hvilken forestilling der skal sættes op.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...