Bagedyst-vinder svarer på spørgsmål om, hvordan det er at leve med sukkersyge i Metropol, hvor man også kan få foretaget blodsukkermåling

HJØRRING: Er du i tvivl, om du har type 2-diabetes, er der hjælp at hente i forbindelse med Verdens Diabetes Dag. Onsdag 14. november mellem 13 og 17 kan du få testet din risiko for type 2-diabetes i Metropol Shopping Center, Hjørring - foran Kvickly-torvet.
- Mød op og få mere viden om livet med diabetes. Der er mulighed for at få foretaget blodsukkermåling samt udfylde et spørgeskema med nogle simple spørgsmål og dermed få svar på risikoen for type 2-diabetes. Desuden vil sundhedscentret rådgive om kost og gode vaner i forhold til type 2-diabetes, lyder det.
En klinik for fodterapi demonstrerer deres arbejde og der vil blive uddelt smagsprøver af sukkerfrie produkter.
Man kan også møde Liv Martine Hansen (vinder af den store bagedyst i 2015), som uddeler smagsprøver af sundere bagværk og svarer på spørgsmål om, hvordan det er at leve med sukkersyge. Liv Martine Hansen har type 1-diabetes og det har ikke noget at gøre med, at hun har spist for meget sukker eller for mange kager. Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, som man ikke kan gøre for.
Antallet af mennesker med diabetes stiger voldsomt. Type 2-diabetes er arvelig, men kan til dels forebygges. Diabetesforeningen markerer Verdens Diabetes Dag onsdag d. 14. november, ved at tilbyde alle interesserede at få målt deres diabetesrisiko ved en lang række arrangementer over hele landet i samarbejde med apoteker og sundhedscentre.
Uden behandling kan type 2-diabetes være livsfarlig, derfor opfordrer Diabetesforeningen alle til at lade sig teste. I Hjørring kommune skønnes det at knap 900 personer går rundt med type 2-diabetes uden at vide det og yderligere 4.350 personer skønnes på vej til at udvikle sygdommen, såkaldt prædiabetes.
Type 2-diabetes udvikler sig typisk så langsomt, at mange ikke mærker det. Går man rundt for længe med ubehandlet diabetes, øges risikoen for at få alvorlige følgesygdomme, som fod sår, blodpropper, blindhed og nyresvigt.
- Verdens Diabetes Dag er en fin anledning til at få klarlagt, om man har risiko for at få type 2-diabetes. Det er meget vigtigt, at man kender sin risiko, eller finder ud af, om man allerede har sygdommen, så man enten kan komme i den nødvendige behandling eller være ekstra opmærksom på, at spise sundt og bevæge sig. Begge dele kan nemlig være med til at udskyde eller forhindre, at sygdommen bryder ud.
For at markere dagen vil Vendsyssel Teaters facader i øvrigt være lyst op med blåt lys.
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...