På Sindal Golf Klubs bane blev der i søndags den 6. august spillet en match til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Det blev en fin dag, selv om vejret var lidt ustadigt. Korte regnbyger blev afløst af en voldsom vind fra vest. Men alle gennemførte i godt humør, og kunne efterfølgende glæde sig over, at dagen indbragte ca. kr. 8.500 til Kræftens Bekæmpelse.

Der blev konkurreret i 4 grupper om de udsatte præmier, ligesom der blev spillet om at komme nærmest hullet i første slag på banens 4 korteste huller. Resultatet af sidstnævnte konkurrence blev:

Hul 2 vandt Knud Christensen med en afstand på 10,02 m, hul 8 vandt Lars Sørensen med en afstand på 4,30 m, hul 11 vandt Aase Markussen med en afstand på 1,46 m og endelig vandt Tommy Nielsen på hul 16 med en afstand på 4,50 m.

I den individuelle konkurrence over 18 huller spillede A-rækken slagspil, medens de øvrige rækker spillede Stableford. Resultatet blev:

I A-rækken vandt Leif Magersholt med 70 slag netto, nummer 2 blev Erik Jensen med 73 slag netto og Asger Levinsen blev nummer 3 med 74 slag netto.

I B-rækken blev resultatet, at Tommy Jensen vandt med 33 point, nummer 2 blev Torben Hansen med 31 point og nr. 3 blev Claus Larsen med 30 point.

I C-rækken var Otto Nielsen bedst på dagen med 38 point. Det samme havde nr. 2 Knud Christensen, men Otto var bedst på de sidste 9 huller og derfor blev han vinder. Og endelig blev Henning Bech Jensen nr. 3 med 31 point.

I D-rækken var Elis Kjærsgaard bedst med både gruppens og dagens bedste score, idet han lavede 43 point. Nummer 2 blev Inga Mikkelsen med 38 point og nummer 3 blev Jonna Barkholt med 35 point.

Efter præmieoverrækkelsen blev der råbt det traditionelle 3-foldige hurra for Sindal Golf Klub, ligesom alle blev takket for at bidrage til en god sag på en god dag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...