Dana Cup-direktør Jette Andersen runder et skarpt hjørne

HJØRRING: Jette Andersen, direktør i Dana Cup, fylder 60 år og bliver fejret ved en reception lørdag 8. juni klokken 14 til 17 i Dana Cup Sportscenter.

Efter 29 år som formand og 40 år i bestyrelsen for Fortuna Hjørring, blev Jette Andersen i marts afløst af tidligere førsteholds- og landsholdsspiller Birgit Christensen. Jette Andersen valgte at koncentrere sig om det fortsat stigende antal opgaver, der er knyttet til Dana Cup.

Men Jette Andersens hjerte banker fortsat for kvindeklubben Fortuna, hvor hun har været aktiv, først som spiller og som frivillig og siden som ansat på mere end fuld tid. Hendes engagement i og viden om klubben er imponerende.

Jette Andersen har som formand for Fortuna ikke alene lagt vægt optimale forhold for klubbens førstehold og mange talenter. Hun har også givet plads til bredden og fællesskabet i Fortuna Hjørring - der er en ren kvindeklub.

- Pigerne og kvinderne kommer ikke i anden række og får ikke de dårligste træningstider og baner, fordi nogle herrer har valgt først. Her er pigerne nummer et, sagde Jette Andersen i et interview til NORDJYSKE Medier, da klubben fejrede 50 års jubilæum for tre år siden.

Ved klubjubilæet blev Jette Andersen bedt om at udpege én begivenhed, der hævede sig op over alle andre begivenheder i Fortunas historie. Og hendes svar var: Dagen, da klubben vandt sit første Danmarks-mesterskab i november 1994. Det skete med en 2-0 sejr over Hjortshøj-Egå allerede i næstsidste spillerunde.

Jette Andersen nåede i sin aktive karriere 15 kampe for det danske landshold og 348 kampe i klubtrøjen. Men hun nåede aldrig at blive mester selv. Hun spillede sin sidste kamp på Hjørring Stadion med 5000 tilskuere i 1989. Året efter blev hun formand for Fortuna Hjørring, mens hun allerede i 1986 blev ansat i Dana Cup. Og de to funktioner har krævet tusindvis af arbejdstimer. Ikke mindst fordi Jette Andersens dør altid står åben.

Jette Andersen har om nogen medvirket til at sætte Hjørring på landkortet, både når det gælder kvindefodbold på topniveau, men også når det handler om fodbold for bredden - og i den forbindelse er Dana Cup et fyrtårn.

Jette Andersen har gennem årene hjulpet adskillige sportslige projekter godt på vej. For syv år siden købte Fortuna det gamle vandrehjem og omdannede det til Dana Cup Sportscenter. Et center der i dag tiltrækker events, stævner, træningslejre, turneringer, fester og konferencer og kan tilbyde overnatningsfaciliteter.

Fortuna fik med Jette Andersen som formand etableret en kunststofbane og en træningsbane til individuel brug. For fem år siden byggede klubben sammen med kommunen en ny hal. Og siden er det nye sportscollege åbnet, hvor Fortuna-spillere bor.

Lørdag bliver Jette Andersen hyldet af forretningsforbindelse, samarbejdspartnere, venner og bekendte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...