Optoget endte i Tårshallen, hvor der var underholdning med sang, dans om juletræet samt gratis risengrød, ribbensteg og slikposer

TÅRS: 150 børn og 200 voksne bar fredag julelys gennem regnvåde Tårs fra skolen via kirkegården, forbi Bålhøjcenteret og videre til Tårshallen. Forrest i det store optog gik KFUM spejdernes orkester fra Hjørring. På grund af regnen måtte deltagerne også i år undvære fakler i optoget. I stedet havde mange børn og voksne været kreative og pyntet sig med lyskæder.

Store og små deltagere endte i hallen, hvor der var underholdning med Kirkens børnekor, Voksenkor og kvindekoret Q-kor. Herefter blev der serveret gratis risengrød og ribbensteg til alle. Nissemor underholdt med sang og dans omkring juletræet og så var der slikposer til børn og barnlige sjæle.

Byens erhvervs- og forretningsdrivende havde gavmildt sponsoreret det store julegilde, og en stor skare frivillige - både unge og voksne - hjalp hinanden med de mange praktiske opgaver i forbindelse med festen.

Arrangør af den store julefest er Tårs Borgerforening, idrætsforeningen TUI, hallen samt spejderne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...