Butikschef Svend Erik Kjeldgaard markerer torsdag 7. november sit 25 års jubilæum i Dagrofa S-Engros på Johs. E. Rasmussens Vej 8 i Hjørring.

Receptionen er fra klokken 12 – 16.

Han har serviceret kunderne i 25 år i grossistvirksomheden, som siden 1977 har betjent de lokale erhvervsdrivende lige fra kiosker og små købmænd over fødevarebranchen.

Svend Erik Kjeldgaard og butikken i Hjørring er ofte den ”usynlige” medspiller, når der afvikles forskellige arrangementer i Hjørring og omegn, hvor der skal leveres varer til dinner transportable, restauranter, caféer, markeder, musikarrangementer, og senest er der lavet en stor ordre i forbindelse med flytningen af Rubjerg Knude Fyr. Her har Dagrofa hovedsageligt leveret fødevarer til boderne, der betjente de mange tilskuere.

Butikken har sadlet om fra at have et stort salg af detailvarer - øl, vand, vin, spiritus, tobak og konfekture til de mange kiosker, værtshuse, diskoteker og små købmænd, til nu især at være en professionel fødevareleverandør til et voksende restaurationsmarked.

Detailsalget svinder med indtoget af mange nye detailvarebutikker, som har egen leverandør. Til gengæld er vi danskere blevet gladere for at spise ude, og det har man omstillet sig til.

Svend Erik Kjeldgaard er Butikschef i Dagrofa S-Engros, der til årsskiftet skifter navn til Dagrofa Foodservice.

Der er nord for Limfjorden to butikker, én i Frederikshavn og én i Hjørring. På landsplan findes der 29 butikker, og der åbner inden årsskiftet en ny butik i Silkeborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...