Lene Jensen tager afsked med kunderne i salon Klip og Krøl i Hjørring - sidste arbejdsdag er 29. juni

HJØRRING: Frisør Lene Jensen har arbejdet hos Inge Philipsen i Klip & Krøl i 25 år. Lørdag 29. juni klokken 12 har hun klippet sin sidste kunde i salonen. Den dag tager hun hul på et nyt kapitel i sit liv som efterlønner, idet hun om kort tid fylder 63 år.

- Jeg vil gerne være mere sammen med mine børnebørn, der ikke bor her i byen - og så skal jeg mærke, at jeg har fri og hygge mig. Det er den overordnede plan. Så ser vi, hvad der ellers dukker op, smiler Lene.

Hun indrømmer straks efter, at det har været en ganske hård måned at komme igennem i salonen. Hver gang en kunde har sat sig i stolen, har det nemlig været sidste gang, hun skulle klippe netop dén kunde.

Lene Jensen har lært mange faste kunder rigtig godt at kende. En af dem er Jette Jensen, som har siddet i frisørstolen hos Lene gennem hele 37 år.

- Det har altid været dejligt at komme i salonen. Der er en god atmosfære, og vi har altid kunnet grine af et eller andet, fortæller Jette Jensen, der nu trygt overlader lokkerne til salonens ejer, Inge Philipsen.

Lene har nydt årene i branchen.

- Det er et dejligt arbejde - du får en nærhed til en masse mennesker, siger Lene, der bliver berørt ved tanken om de mange gode snakke og grin hun og kunderne har haft sammen.

- Jeg har fulgt Jette og hendes børn og børnebørn, og sådan har jeg det med rigtig, rigtig mange. Nogle har jeg grinet sammen med, andre har jeg grædt sammen - eller begge dele. Og så er det da dejligt at kunne gøre dem pænere, inden de går herfra, tilføjer Lene.

Der bliver ikke holdt nogen afskedsreception for Lene - for sådan har hun ønsket det.

- Jeg er sådan en tude-marie, så jeg ville tude hele dagen - det ville ikke blive en god dag for mig, smiler Lene.

Lene blev for år tilbage udlært ved Poul Skov og Tage Frandsen, og har siden arbejdet i Hjørring-saloner med en kort afstikker til en salon i Løkken.

Inge Philipsen ansatte Lene, da Inge skulle på barsel med sit andet barn, og i år har Inge haft salon Klip og Krøl i hele 30 år.

Inge Philipsen købte Klip & Krøl i Brinck Seidelinsgade for 30 år siden, og for 27 år siden flyttede hun til lokalet på Solbakkevej.

For Inge betyder afskeden med Lene også ændringer i hverdagen.

- Jeg kan desværre ikke lige finde en ny frisør, der kan overtage Lenes plads. Så salonen får ændrede åbningstider og lukkedage. Jeg kan jo ikke klare to mands arbejde, smiler Inge Philipsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...