Fotograf Janne Haslund har ”skudt” hjørringensere i flere år, og for nylig rykkede hun i nyt, flot studie. Mange har allerede været en tur forbi

HJØRRING: Vi har alle hver især jordens smukkeste børn og børnebørn, men med fotograf Janne Haslund ved styret får vi dem at se i det bedste lys og med glimtet i øjet.

Og når vi skal giftes, konfirmeres, være forældre, eller blot ønsker nye skønne billeder, er der også garanti for, at få noget helt særligt, når Janne står bag kameraet.

Og det har flere tusinde tilfredse kunder, både erhverv og private, benyttet sig af - igen og igen.

I fire år knipsede Janne løs fra en lidt afsidesliggende adresse i Hjørring, men nu er hun endelig kommet lidt mere ”frem i lyset” i Brdr. Sommers domicil på Anholtvej 1 i Hjørring. Det er det, du kan se, når man du kommer kørende ind i byen ad Sæbyvej.

Og nu på søndag er det 200 dage siden, hun flyttede til det nye studie.

Jannes gør det anderledes

Siden flytningen i slutningen af sidste år har der været ekstra travlt i butikken, men Janne gør det heller ikke helt som andre.

- Jeg har andet end kun de almindelige hvide, grå og sorte baggrunde. Jeg har for eksempel en gammel slidt ladeport og en rå betonvæg, de er skønne at bruge. Det fede motiv findes i kontrasterne som mellem det feminine og det rå. Jeg har strutkjoler, gravidkjoler, sløjfer, skateboard og gamle biler, og mange andre ting som kan bruges i fotograferingen, forklarer Janne.

Hun samler sine sjove rekvisitter fra alle mulige steder, hvor hendes garvede fotograføje lige spotter noget sjovt. Men selvom det nye studie er fedt, fungerer billeder også ret godt uden vægge.

- Jeg tager selvfølgelig også ud og tager masser af billeder og bruger naturen, stranden, skoven og for eksempel Svanelunden. Jeg elsker også Hjørring Kommunes nye initiativ med vilde blomster i vejkanten. Det er jo skønt at sætte et barn ud midt i blomsterne og tage billeder der.

Startede med dukker

Jannes interesse for fotografiet startede tidligt, men hendes første modeller sad nok lidt mere stille end de fleste.

- Mit første billede blev taget hjemme på børneværelset. Jeg stillede alle mine dukker fint op, og så tog jeg mit første portrætbillede.

Interessen har altså været der det meste af livet, men der blev rigtig pustet til den, da hun startede på ungdomsklubben på Bagterpskolens fotohold i 7. klasse.

- Gunnar lærte mig en masse. Jeg elskede at stå i timevis i mørkekammeret og se billederne blive tryllet frem i væskerne.

I dag er mørkekammeret blevet skiftet ud med computeren, men magien lever fortsat og stortrives, da der i dag er mange flere muligheder.

- Ingen dage er jo ens, da jeg møder forskellige, skønne mennesker hver dag. Det er generelt én stor leg at leve af sin hobby, og så elsker jeg at være min egen chef, siger Janne.

Hun inviterer alle til at komme en tur ud forbi studiet. Måske giver hun endda en kop kaffe...

Fakta om Janne:

Startede i lære som fotograf i 2001 hos Aller Internationals månedsmagasiner

Færdiguddannet i 2006

Boede på Sjælland under uddannelsen, men det nordjyske trak igen

Startede eget firma i maj 2015

Har nu studie på Anholtvej 1 i Hjørring

Skrevet af Kathrine Hesner

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...