I dag er det vigtigere end nogensinde før at stå sammen for at understøtte udviklingen af handelsbyen. Hjørring Handel er bare så klar

HJØRRING: I dag 3. marts 2020 er det præcis 150 år siden, købmændene i Hjørring stiftede en handelsstandsforening.

Dengang var der 30 medlemmer.

- I dag er vi 160 og vi bliver hele tiden flere og flere, siger event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt, Hjørring Handel.

Og foreningen består ikke længere alene af købmand.

Håndværkere, liberale erhverv og øvrige virksomheder udover detailhandlere anser det for vigtigt at bakke op om Hjørrings midtby og er på den måde med til at sikre, at vi har en levende midtby.

Det er vigtigt i forhold til at tiltrække handlende til byen, til at tiltrække arbejdskraft og tilflytning.

Kommune, virksomheder, kulturinstitutioner og butikker har i dag en fælles interesse i, at Hjørring er en god handelsby at arbejde, handle, opleve og leve i.

Og der er meget at være stolt af.

- Vi har nemlig en rigtig god by. Hjørring er næsten en lille storby, og tilbuddene er utrolig mange.

- Der er gågader med masser af butikker, et shoppingcenter, et flot og moderne teater, et unikt kulturhus i Vendelbohus, et kunstmuseum, et historisk museum, en luksusbiograf, familierestauranter, gourmetrestauranter og caféer, masser af foreningsliv - ja jeg kunne blive ved. Vi har det hele i dejlige Hjørring, understreger Rikke Ejsenhardt.

Det er vores identitet. Vores DNA.

Især handelsbyen og midtbyen, som Kong Erik Plovpenning sikrede os, da han 31. marts 1243 gav Hjørring de købstads-privilegier, der sikrede indbyggerne gunstige vilkår for handel og byudvikling.

I dag er udviklingen af handeslivet omdrejningspunktet for Hjørring Handel.

Og med den store medlemsopbakning giver det mulighed for at udføre en lang række aktiviteter i byen året rundt.

Alt det, der sker i byen bæres af foreningens kontingentindtægter.

Det gør det muligt at levere spektakulære Open By Night og skabe events og aktiviteter som Kvindeuge, Lystændingsfest, X-Factor show, Børnekræmmermarked, Krumme og Krummetoget, musik i gaderne og meget, meget mere, siger Rikke Ejsenhardt.

Julebelysningen som også Hjørring Handel står bag, og Hjørring Gavekortet er to store fokuspunker, som bidrager til vækst og oplevelser i byen.

Alt det skaber sammenlagt rammerne for den gode handelsby, som med sine butikker, restauranter, kulturelle tilbud og virksomheder gør livet lidt sjovere - og som skaber stolthed over Hjørring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...