De mange deltagere kæmper i hold om at blive Vendsyssels største tabere

HJØRRING: Kampen om at blive Vendsyssels største taber er gået ind - altså på den fede måde. Vendsyssel på Vægten kalder sig Danmarks største taberfest, og der er da også lagt op til uger med masser af tilbud om foredrag og fysiske aktiviteter.

Hundredevis af vendelboer gik på vægten på Vendelbohus lørdag, og deres mål er at smide overflødige kilo. Nogle af kilokæmperne får målrettet efter at få en plads på sejersskamlem, når regnestykket gøres op 7. marts - finaledagen.

Mænd og kvinder i stort tal strømmede til Vendelbohus lørdag fra klokken 9 til 15. Og de gik snakkende derfra med udveksling af strategier for, hvordan de nu sammen og hver for sig kan ændre på dårlige kostvaner og motionere mere.

Vendsyssel på Vægten er tilbage efter et års pause. En pause, der er brugt på at udvikle konceptet og skabe en ny digital platform.

På de moderne vægte fik kilokæmperne ikke alene deres vægt - de fik også oplistet fedtprocent, fedtmasse og muskelmasse.

Efter lørdagens indvejning og registrering kunne medlem af styregruppen Per Møller konstatere, at deltagerantallet i år er faldet til 1306. Og det var en markant nedgang i forhold til 2018, hvor imponerende 2000 deltagere trådt op på vægten og tog del i taberfesten.

Nedgangen tilskriver Per Møller først og fremmest det ene års pause, der var i 2019.

- Og så har vi i år ikke været så gode til at få fat i de store virksomheder. Det var flinke til at melde sig i 2018, forklarer han.

Han kan også se, at der er knap så mange fra nabokommunerne, der har meldt sig, selvom der er deltagere både fra Brønderslev og Frederikshavn.

I 2017 og i 2018 tabte de tilsammen 3700 deltagere i omegnen af 17 tons.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...