Uge to med klassisk festival

0
Kvartetten Artemis medvirker i dette års Vendsyssel Festival. PR-foto
Sang og orgeltoner, flamenco, énmandsopera, fortryllende romantik, kammermusik og trompetkoncert – Vendsyssel Festivalens anden uge byder på stor variation i den klassiske musik.

Torsdag d. 13. juli får Hjørring Gymnasium besøg af Trio Con Brio Copenhagen & Soo-youn Hong, der alle tilhører den absolutte verdenselite. Programmet vil bestå af bl.a. Johannes Brahms’ Piano Trio No. 1 in B-Major Op. 8 og Olivier Messiaens Quatuor pour la fin du temps (Kvartet til Tidens Ende).

Samme aften er der sang og orgeltoner i Jetsmark Kirke med den lyriske tenor Mathias Hedegaard og domorganist Erling A. Thomsen. Her står der værker af bl.a. J.S. Bach, G. Fr. Händel, Niels W. Gade og Carl Nielsen på programmet.

Fredag 14. juli præsenteres den første af to koncerter i Den Gamle Station, Hirtshals, hvor der sættes fokus på den sydspanske flamenco. Denne aften byder programmet på Flamenco Primero med udgangspunkt i den klassiske flamenco med træk til Flamenco Abierto.

Lørdag 15. juli er der igen flamenco på scenen i Den Gamle Station, Hirtshals, denne gang med afsæt i Flamenco Abierto med træk tilbage til Flamenco Tradicional.

Søndag 16. juli opføres en slags énmandsopera i Hjørring Sognegård, hvor Katrine Bach Skovmand, sopran og Lars Colding Wolf bl.a. optræder med Joseph Haydns kantate “Arianna af Naxos” samt “Mad Songs” af Henry Purcell.

I Voer Kirke er der denne aften fortryllende romantik med Duo Incanto, der præsenterer et program med værker af bl.a. Franck, Elgar og Massenet. Duoen består af Olga T. Carlsen på violin og Shalika L. Pedersen på orgel.

Mandag 17. juli optræder Artemis Quartett i Saltum Kirke. Kvartetten regnes blandt de bedste i verden og koncerterer på alle de store musikscener og ved internationale festivaler over hele verden. Vendsyssel Festivals publikum kan glæde sig til at opleve kvartetten fremføre Anton Weberns Langsamer Satz für Streichquartett, Robert Schumanns Streichquartett i F-dur og Ludwig van Beethovens Streichquartett nr. 13 i B-dur.

Tirsdag 18. juli på Hjørring Gymnasium gæster bulgarske Hristo Kazakov – en af vor tids førende pianister – for første gang Skandinavien. Han har modtaget et væld af priser og anerkendelser, bl.a. for sin indspilning af Bachs Goldbergvariationer. Aftenens tema er romantikken med værker af W.A. Mozart, Chopin, Liszt og Beethoven.

Samme aften kan publikum i Tornby Kirke tage med på en musikalsk rejse fra Bach til Berlin via Peter Heise, Carl Nielsen og Gerschwin med Annette Bo Nielsen, sopran, Jens Bové, bas og Lars Sømod, klaver/orgel.

Onsdag 19. juli gæster Quarto Quartet – et af Bulgariens mest berømte klassiske ensembler – Hjørring Gymnasium med Hristo Kazakov ved flyglet. Kvartetten er noget ud over det sædvanlige, både i sit musikalske udtryk og i musikernes udstråling fra scenen. På programmet står værker af Gustav Mahler, Richard Strauss og Robert Schumann.

I Volstrup Kirke optræder de to nordjyske musikere Jens Olav Heckmann, tenor og Christian Vestergaard, orgel/klaver med arier og lieder af Haydn, Schubert, Saint-Saëns, Franck og Gounod. Begge musikere har for længst gjort sig bemærket udenfor Nordjylland dels som medlem af DR KoncertKoret og som komponist med både klaverværker, orgelværker, sange, salmer og korværker på CV’et.

Torsdag 20. juli er der igen koncert på Hjørring Gymnasium. Denne gang med Ensemble 4.1. Dette fantastiske kammerensemble med fire blæsere-solister fra tyske orkestre, har ved denne lejlighed allieret sig med den norske pianist Gunilla Süssmann i det, man kunne kalde en “Piano-Windtet”. Programmet byder på N.H. Rice: Quintet i B-dur, Beethoven: Quintet i Es-dur og Heinrich von Herzogenberg: Quintet i Es-dur.

I Råbjerg Kirke er der også “blæs” på programmet. Her optræder Mads Sørensen, trompet og Jens Ramsing, orgel. En del af programmet vil være musik af Jens Ramsing, der knytter an til reformationsåret samt en række populære og kendte stykker som Schuberts Ave Maria og Jeremiah Clarke’s Prins Jørgens March.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close