Travlt år for brandfolkene

0
Arkivfoto: Jan Pedersen
Antallet af udrykninger fra stationen i Hjørring ligger langt over gennemsnitsårene

Når brandbilerne rykker ud fra Falck-stationen i Hjørring, er de bemandet af deltidsansatte brandfolk. Og brandfolkene har haft usædvanligt travlt i 2017.

Således er det blevet til hele 211 udrykninger til brande, færdselsuheld og andre ulykker.

Det oplyser brandstationsleder Morten Størup, der siden 2009 har været brandstadionsleder i Hjørring.

Stationen dækker som udgangspunkt den gamle Hjørring Kommune. Og antallet af udrykninger i 2017 er højt sammenlignet med et gennemsnitsår.

– Et gennemsnitsår ligger på mellem 160 og 170 udrykninger om året. Men i 2017 var tallet 211, så det er noget af en forøgelse, og vi kender ikke årsagen til stigningen.

– Vi har ikke haft de helt store brande i 2017, men vi har været ude at assistere andre stationer med store gårdbrande.

Ud over brande rykker de deltidsansatte brandfolk også ud i forbindelse med trafikulykker og andre ulykker. Afhængig af opgavens karakter er udrykningskøretøjerne bemandet med alt fra to til otte mand.

Stationen i Hjørring har et såkaldt højderedningsberedskab.

– Vi var i aktion med vores højderedningsberedskab i 2017. Vi fik en mand med et brækket ben reddet ned fra en silo, og vi fik hjulpet en dreng op fra et repos ved skrænterne ved Maarup Kirke.

26 deltidsbrandfolk er knyttet til stationen i Hjørring, og fælles for dem er, at de alle på ganske kort tid kan være fremme ved stationen, hvad enten de er hjemme eller på arbejde, når alarmen lyder.

– Vi har det rigtig godt sammen. Vi er en utrolig blandet flok både i forhold til alder, job og familiesituation. Men vi er en sammentømret flok, selvom vi er så forskellige, tilføjer Morten Størup.

Nordjyllands Beredskab – der favner de 11 nordjyske kommuner – har aftale med Falck om brandslukning, og der er netop indgået ny aftale for de kommende ti år. En aftale, som folkene på stationen i Hjørring hilser med tilfredshed.

– Samarbejdet i det nordjyske beredskab betyder, at der skal ske justeringer og omlægninger. Vi skal til at hjælpe hinanden noget mere på tværs af kommunegrænser og bygrænser. Men vi ved endnu ikke, hvilken betydning det får for os her på stationen i Hjørring, tilføjer Morten Størup.

Dog ved mandskabet, at der også i fremtiden skal være en station i Hjørring. Men hvilket materiel og hvor mange mand, der skal bruges, er endnu uvist.

Det ligger dog fast, at mandskabet i Hjørring fra efteråret skal rykke ud til brande uden indsatsleder. Hidtil er der mødt en indsatsleder ude på skadestedet – en person, der er ansat ved Nordjyllands Beredskab. Han har været øverste leder på et skadested.

– Men det ændrer sig. Vi kan dog tilkalde en indsatsleder, hvis vi finder det nødvendigt.

Morten Størup hilser denne forandring velkommen.

– Vi har haft lang tid til at vænne os til tanken og kan godt se, at det er fornuftigt nok. Det bliver spændende at få mere ansvar.

A - 134761 - Bryghuset Vendia
Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close