danbolig Hjørring træder gerne nye stier

0

Underskriften skal stadig sættes med håndkraft på et stykke papir. Alt andet materiale i forbindelse med en hushandel findes elektronisk, lige som kommunikationen mellem mægler, sælger og køber foregår via email. Nye tider har sneget sig ind i ejendomsmægler-branchen, og hos danbolig Hjørring træder indehaver Kristian Rask og hans medarbejdere gerne nye spor i branchen.
– Vi vil gerne være first mover. Vi vil gerne skille os ud og sætte nye aftryk, og da vi i 2013 begyndte at bruge droner, når vi skulle fotografere en ejendom, vakte det genlyd i hele landet, smiler Kristian Rask, der købte mæglerbutikken i 2010 efter i fem år at have været ansat, bl.a. som daglig leder siden 2006.

Gazelle

danbolig Hjørring beskæftiger syv medarbejdere, nemlig fire med salg og tre med sagsbehandling. Da Kristian Rask overtog butikken, stod danbolig Hjørring for omkring et halvt hundrede handler i byen. I dag er det tal mere end fordoblet, og danbolig Hjørring blev da også i 2015 af dagbladet Børsen kåret som Gazelle-virksomhed – en hurtigt-voksende virksomhed som minimum har fordoblet sin omsætning over en fire-årig periode.
– Som en del af danbolig-kæden har vi mulighed for at spørge vores kunder om deres oplevelser med den lokale ejendomsmægler, og her kan vi konstatere, at eksisterende kunder har anbefalet os til andre i næsten halvdelen af alle de handler, vi er involveret i. Det er vi meget stolte af, for det indikerer, at vi har levet op til sælgers forventninger, og at vi lever op til vores egne krav om at levere topkvalitet i alle led af processen, påpeger Kristian Rask, der også noterer, at kunderne synes, at han og medarbejderne er godt forberedt, når de indgår aftale om, at danbolig Hjørring skal sælge deres hus.
Tid med kunderne
– Vi bruger ganske meget tid på at tale med vores kunder. Både når vi skal have et hus til salg, eller hvis vi skal vurdere et hus med henblik på at optage lån. Det er vigtigt for os at vide, hvorfor kunden gerne vil sælge, hvad der i sin tid gjorde, at kunden valgte at købe huset. Nogle oplysninger som ikke umiddelbart fremgår af de officielle dokumenter, der følger med ejendommen. Personlige oplysninger som er med til at give huset karakter, og som i sidste ende kan være afgørende i forhold til et salg.
– Hvis vi skal vurdere en ejendom forud for en låneansøgning, er det vigtigt for os at kende husets historik, dets tilstand og en masse fakta. Men det er også vigtigt for os at vide, hvilke ejendomme i området, der ellers er blevet solgt, således at vi kan danne os et billede af, hvor den aktuelle ejendom ligger prismæssigt. Derfor bruger vi meget tid med at tale med kunderne, og det er vores klare indtryk, at det er en positiv oplevelse for dem, siger Kristian Rask.

Elektronisk sagsmappe

I gamle dage, og det er bare nogle få år siden, blev alle facts og informationer om en ejendom skrevet ind i en sagsmappe, som sælger og potentielle købere kunne få en kopi af. For danbolig Hjørring er de dage for længst ovre. Her ligger alle oplysninger i stedet elektronisk og kan med bare et par museklik på computeren eller tablet’en lynhurtigt uploades på hjemmesiden og derfra hentes af interesserede købere.
– På kontoret sparer vi ressourcer, fordi vi ikke skal printe sagsmapper ud til flere kunder. Vi sparer også tid, men vi oplever også, at en meget bedre fremvisning med de kunder, der i forvejen har booket en fremvisning. Kunden har på forhånd modtaget vores elektroniske oplysninger på ejendommen og er dermed rigtigt godt forberedt. Det kan vi tydeligt mærke, for kunderne er generelt meget mere opmærksomme. Der er spørgsmål, de ikke behøver at stille, når de har fået alle oplysninger på forhånd, så de er mere nærværende og hæfter sig ved det væsentlige, siger ejendomsmægleren, der til gengæld skal være mindst lige så godt klædt på som køberne.

Godt forberedt

– Vi skal naturligvis være klar til at svare på alle relevante spørgsmål, og her er det, at kunderne føler, at også vi er godt forberedt. Nogle kunne måske fristes til at tro, at det især er de yngre købere, der er interesseret i at modtage alle oplysninger digitalt, men det er ikke hele sandheden, for vi oplever faktisk, at også ældre købere og sælgere foretrækker den elektroniske udgave. Foretrækker de den traditionelle sagsmappe med en masse papirer, får de naturligvis den, understreger Kristian Rask og tilføjer, at både formidlingsaftale og købsaftale stadig kræver en god, gammeldags underskrift. Endnu, for ifølge ham vil der formentlig ikke gå ret lang tid, før underskrifter vil ske med Nem ID.
For danbolig Hjørring er det geografiske nærområde postnummer 9800, men mæglerbutikken i Østergade arbejder også sammen med kunder fra Frederikshavn Kommune, ikke mindst i Skagen.
– Vi løser opgaver både med hushandler og låneansøgninger for Nordea Kredit, som vi har et tæt samarbejde med. Vi oplever en positiv synergi ved at arbejde sammen med Skandinaviens største bank, men vi arbejder naturligvis gerne sammen med alle kunder, uanset hvilket pengeinstitut de har, og alle får præcis den samme seriøse og professionelle behandling hos os, understreger Kristian Rask.
danbolig Hjørring handler primært med parcelhuse, ejerlejligheder, fritidshuse, andelsboliger og hobbylandbrug.

danbolig, Hjøring Kristian Rask med drone til fotografering Foto: Hans Ravn

danbolig, Hjørring

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close