Kunstværk er fjernet

0
Kuben har stået i Hirtshals, Sindal og Hjørring - og den sættes ikke op igen, oplyses det fra kommunens kunstudvalg.Arkivfoto: Bent Bach
I en længere periode har kunstværket “Strømmende Tindrende” stået ved krydset Ringvejen/Skibsbyvej i Hjørring.

Her har bilisterne kunne fundere lidt over værket, når de kørte forbi den cirka fem meter høje kasse, der var bygget med metalplader på et træstativ – værket er lavet af Søren Friis med tekst af digteren Peter Laugesen.

Den opmærksomme bilist vil have opdaget, at kassen nu er pist borte.

– Vi havde en tidsbegrænset landzonetilladelse til kunstværket. Tilladelsen løb ud ved årsskiftet, så værket er taget ned, fortæller Troels Bidstrup Hansen, der er fungerende formand for kommunens kunstudvalg.

Værket blev oprindeligt sat op i Hirtshals på et græsareal, som en del af projektet Port 2010, men måtte flyttes, da cirkus kom til byen og skulle bruge pladsen.

Efterfølgende blev værket så sendt på rundtur i Hjørring Kommune med første stop i Sindal ved en af byens indfaldsveje – her havde borgmesteren faktisk udsigt til det fra parcelhuset på Gefionsvej, men flere i byen var kritiske i forhold til værket. På Facebook blev det blandt andet foreslået at bruge det som kystsikring i stedet.

Efter Sindal kom værket til Hjørring, hvor det altså nu er pillet ned.

– Det er fint, at værket har skabt noget debat. Jeg ved ikke, hvorfor det har hidset folk sådan op. Der findes også grimme skilte og store, hvide kugler (Skibsbylejren, red.) – pynter de?, spørger Troels Bidstrup Hansen.

Hverken Tårs, Løkken eller Vrå kommer til at have fornøjelsen af at have værket stående – ifølge Troels Bidstrup Hansen skal det nemlig ikke op igen, og man har da også hele tiden vidst, at værket havde begrænset levetid på grund af de materialer, der var brugt.

Hvis man læste på værkets sider, stod der enten: “Tindrende små sten på søjler af sand” eller “strømmende tid under motorvejen”. Eller hvis man læste dem sammen: “Tindrende tid under små sten på motorvejen strømmende søjler af sand”.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close