Hjørring – en lille storby

0
Rikke flyttede tilbage til Hjørring - hun tiltrådte jobbet som event- og aktivitetschef i Hjørring handel 1. marts. Foto: Hans Ravn
Rikke Ejsenhardt opfordrer folk til at snakke godt om byen, handle lokalt og deltage i aktiviteterne

Rikke Ejsenhardt tiltrådte i marts stillingen som aktivitets- og eventchef i Hjørring Handel, og siden har både butikker og kunder samt gæster i byen deltaget i en stribe aktiviteter og events, som hun har stået i spidsen for.

Rikke Ejsenhardt glæder sig over, at der er været stor opbakning til de mange arrangementer. Senest blev der sat besøgsrekord, da Hjørrings nye julebelysning skulle tændes i november.

– Det var så vildt, siger Rikke, der vurderer, at 10.000 børn og voksne var samlet i midtbyen til tændingen.

– Det er muligvis den største event i midtbyen nogensinde, og det var den vildeste oplevelse. Og hver eneste dag er der kommet markant flere mennesker til Hjørring i november og december end tidligere år.

– Rigtig mange går tur i byen – også om søndagen, hvor de kigger på vinduer og nyder byen.

Open by Night sidst i september blev også en stor event – og en stor succes.

– Besøgstallet var steget med 47 procent i forhold til sidste år. Det er fantastisk, og det fortæller mig, at det vi gør, det virker. Der er helt klart nye tider, siger Rikke med henvisning til citysense-målingerne fra Open by Night.

Målingerne afslørede, at mindst 32.500 mennesker var i byen den dag.

– Det er virkelig mange, lyder det fra en tilfreds eventchef.

– Holdningen om, at der aldrig sker noget i Hjørring er vendt. For der sker altså noget hele tiden. Alene i 2018 har vi i Hjørring Handel næsten 40 arrangementer i byen.

Rikke Ejsenhardt slår samtidig et slag for, at folk skal tale byens kvaliteter op.

– Når man snakker om, at der sker noget i Hjørring, og at der er dejligt i Hjørring, kommer der også flere for at opleve byen. Så kommer folk ind for at være med.

– Det starter altså med én selv – det er vigtigt at tale godt om byen. Vi skal tale højt om alt det positive i stedet for at fokusere på det negative.

Rikke Ejsenhardt glæder sig over, at både aktivitetskurve og optimismekurven er for opadgående.

– Der er sket meget i Hjørring Handel det seneste år. Vi har fået mange nye medlemmer, og udviklingen er positiv.

Hun føler sig godt modtaget af Hjørring Handels bestyrelse, aktivitetsudvalget og de mange medlemmer samt foreningens samarbejdspartnere.

– Jeg er kommet godt fra start, fordi Hjørring Handels formand, Allan Sørensen, har været villig til at besvare alle mine mail og telefonopkald. Og han har ydet et kæmpearbejde i forbindelse med julebelysningen.

– Det er vigtigt, at Hjørring Handel er en forening, som medlemmerne har tillid til. Jeg fornemmer, at medlemmerne har let ved at snakke med mig, og jeg oplever, at medlemmerne er glade for, at jeg kommer rundt og snakker. Når vi snakker sammen, sker der noget magisk – det skaber samling, og det er hér, de gode ideer og udvikling opstår.

Når Rikke planlægger aktiviteter, tænker hun så vidt mulig alle byens gader ind i programmet.

– Jeg gør mig umage for at tilgodese alle. Min opgave er at trække folk ind til byen, og så har butikkerne til opgave, at trække folk ind i deres butikker.

– I butikkerne er man gode til at gøre det spændende at handle i netop deres butikker – og det er vigtigt.

Samtidig har Rikke Ejsenhardt et godt samarbejde med kommune, kulturkonsulent, teatrene og Metropol ShoppingCenter.

– Vi snakker i fællesskab om, hvilke aktiviteter de enkelte har planer om at gennemføre, og hvad vi kan arbejde sammen om.

– Og så er der virkelig nogle ildsjæle i byen, siger Rikke Ejsenhardt og nævner Ole Søndergård fra Bones, som et menneske, der virkelig brænder for byen og fællesskabet.

– Det han gør for byen, er enestående.

Hjørring Handel har næsten 200 medlemmer, og det fælles mål er at fastholde Hjørring, som Vendsyssels førende handelsby.

– Vi er jo ikke en storby som Aalborg – men vi ligger lige efter. Vi er ikke en lille provinsby, der sover i timen. Vi har mange af de butikker og de elementer, som storbyen også har. Og så er der bare ti gange mere hyggeligt i Hjørring, tilføjer Rikke Ejsenhardt.

Hun opfordrer samtidig byens borgere til at deltage i byens mange tilbud.

– Folk skal bruge byen, for gør de ikke det, dør den. Borgerne skal komme ind og være med til de aktiviteter og events, der bliver tilbudt. Er der mange, får man en god oplevelse sammen. Tag ind og oplev hyggen i centrum og mærk byens puls. Hjørring er en lille storby.

Samtidig slår Rikke til lyd for, at borgerne handler lokalt.

– Der er ingen grund til at bruge benzin, tid og kræfter på at køre til Aalborg – du kan faktisk få det hele i Hjørring.

– Handel lokalt. Det er vigtigt, at man som forbruger og hjørringenser er bevidst om at handle i byen. Eller hvis man handler på nettet, bruger butikkernes netbutikker.

Metropol ShoppingCenter betragter Rikke Ejsenhardt som et godt aktiv for midtbyen:

– Det er godt, at Metropol ligger midt i byen, i stedet for uden for byen – hermed kan folk gå direkte ud i gågaden. Centeret er med til at trække mange mennesker til Hjørring. Men der er flere specialbutikker i gågaden end i Metropol, og det er naturligt, at folk besøger begge steder.

A - 134761 - Bryghuset Vendia
Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close