Farvel til et år med store forandringer

0
Jacob Kolind, områdeleder for ambulancetjeneste i Vendsyssel konstaterede, at arbejdsglæden skal genskabes - og at det skal ske sammen med de ansatte. Foto: Henrik Bo
Ambulancerne var kørt ud af garagen på Falckstationen i Hjørring for at give plads til den traditionsrige nytårsparole.

Og både tidligere og nuværende brandfolk, reddere, deres familier, repræsentanter fra Falcks ledelse samt firmaets samarbejdspartnere var samlet for at se tilbage på året der er gået og ønske hinanden godt nytår.

Dagens taler handlede om store omlægninger og økonomisk smalhals i 2017, men der var også lyspunkter på årets sidste dag.

Nordjyllands Beredskab har netop indgået en 10-årig kontrakt med Falck om brandslukning i de kommuner, som Falck også tidligere har betjent.

– Men i en ny form, da vi jo har udvisket kommunegrænserne, så aftalen er mere fleksibel for begge parter på såvel materiel, uddannelse og i forhold til ny teknologi, sagde formand for Nordjyllands Beredskab, borgmester Arne Boelt.

– Det betyder også stor grad af ro, for alle Falcks ansatte – men også for alle vores kommunalt ansatte – i forhold til opgavedeling. Det betyder jo ikke, at vi ikke skal forny os og udvikle os, men det giver os en meget sikker platform at forny og udvikle os fra.

Divisionsdirektør Diana Sørensen glæder sig også over aftalen med kommunernes beredskab, der omfatter 32 brandstationer og 550 brandmænd.

Og hun ønskede medarbejderne godt nytår efter et turbulent år i Falck-familien.

– I modvind gælder det om at rykke sammen og støtte hinanden.

– I passer på borgerne, og det har I grund til at være stolte af. I en tid med ny strategi, skal I kort sagt gøre det, som I altid har gjort: Yde jeres allerbedste og passe på hinanden. Det er helt afgørende, at borgeren og patienterne er trygge – og det er de.

De officielle taler bar præg af et 2017 med kæmpe forandringer.

– Den store organisationsændring i 2016 rullede videre i 2017, og oven i det kom der også en ny overenskomst på redder-området. Det har givet udfordringer og frustrationer, og det har givet nogle hak i arbejdsglæden, sagde Jacob Kolind, der er områdeleder for ambulanceområdet.

– Når jeg kigger fremad, skal vi have arbejdsglæden tilbage. Vi kan ikke vende det uden jeres hjælp, og der er ingen tvivl om, at det til tider vil bliver hårdt og sejt, men vi kan godt finde tilbage til den glæde der engang prægede vores dagligdag, tilføjede Jacob Kolind i sin tale.

Nytårstalen fra koncernchef Jakob Riis blev læst op af direktør Diana Sørensen, og det fremgik med al tydlighed, at frustrationerne er nået frem til chefgangene. Med overskriften “Falck kommer igen” konstaterede Jakob Riis i sin tale, at 2017 har været en prøvelse for alle.

– På alle niveauer har folk forladt Falck i årets løb, nogle har måttet sige farvel og andre er flyttet til andre afdelinger eller områder. Og mange har mærket at tilkæmpede goder er blevet reduceret eller gået helt tabt. Billedet er ikke så rosenrødt, som vi selv ønsker os. Og desværre må jeg sige, at prøvelserne ikke er helt forbi endnu.

– At få styr på økonomien, så vi selv igen bliver herre i eget hus, blive den helt afgørende hovedopgave, lød det i koncerndirektørens tale.

Også Jakob Riis understregede, at medarbejderne har meget at være stolte over:

– Det kan godt være, at vi har organiseret os uhensigtsmæssigt, men hver dag leverer vi en fantastisk indsats for og med de mennesker, hvis liv og værdier vi har sat os for at redde.

– Vi er i gang med at forandre Falck, fordi vi tror på, at vi sammen kan redde og forbedre livet for mange flere mennesker end i dag.

A - 134761 - Bryghuset Vendia
Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close